Cabotage i samråd
Trafikminister Lars Barfoed skal i morgen svare på en byge af spørgsmål fra Enhedslistens Per Clausen.
Clausen har blandt andet stillet en række spørgsmål til løn- og arbejdsvilkår, andelen af udenlandsk cabotagekørsel i Danmark og kontrol af udenlandsk cabotagekørsel. Svarene får han i morgen i forbindelse med et samråd.
I den forbindelse påpeger direktør Michael Svane fra DI Transport, at ”cabotage ikke er roden til alt ondt”.
- Hvis man fører modstandernes retorik helt ud i yderste konsekvens, så vil det også betyde, at Maersk ikke måtte sejle med andet end en dansk besætning, siger Svane.
Det betegner han som urealistisk, fordi Maersk konkurrerer internationalt – ”på samme måde som mange danske transportvirksomheder”.
- Men hovedkvarteret er stadig i Danmark, understreger Svane. Selvfølgelig vil alle helst køre i danske biler med danske chauffører, men realiteten er en anden.
Han mener fortsat, at der er mange danske arbejdspladser i branchen – ikke kun administrative.
- Det er svært at konkurrere med udenlandske biler på lønomkostninger, når vi taler om eksportkørsel til Sydeuropa. Men langt hovedparten af den transport, der finder sted i Danmark, køres lokalt inden for en radius af 150 km og den vil også i fremtiden i langt de fleste tilfælde blive kørt af danske medarbejdere, vurderer Michael Svane, der ikke har forventninger til, at Lars Barfoed giver udtryk for nye holdninger eller kommer med nyheder på morgendagens samråd.