Truckcenter opruster
Flemming Hove Sølvsten er ny lagerchef hos Truckcenter Midtjylland i Hjøllund.
Med sin langvarige og brede erfaring skal han bidrage til målsætningen om at være ekspert i alle bilmærker og sikre øget fokus på forskellige kampagnevarer. Aktuelt fylder særlig partikelfiltre meget i Sølvstens bevidsthed.
Truckcenter Midtjylland A/S profilerer sig på, at mekanikerstaben har erfaring med alle lastvogns- og busmærker. Den målsætning har gjort det nødvendigt at finde en lagerchef med et bredt erfaringsgrundlag, og således er 45-årige Flemming Hove Sølvsten netop tiltrådt hos det midtjyske lastvognscenter.
Han har igennem hele sin karriere arbejdet med lagerstyring inden for transportmateriel og har mere end 25 års erfaring på området. Flemming Sølvsten kommer fra en stilling som lager- og indkøbschef hos Lastas A/S og har inden da arbejdet som lagerforvalter hos Carsten Noer A/S, hvor han netop har beskæftiget sig med reservedele til en række forskellige lastvognsmærker.
Filter-rådgivningEt af Flemming Sølvstens ansvarsområder er at rådgive kunderne om aktuelle varer - lige nu drejer det sig især om partikelfiltre.
- Alle lastvogne, der ikke lever op til Euro 4 som minimum, skal fra nytår have monteret partikelfilter ved kørsel i Danmarks seks største byer. Derfor spørger mange os til råds, og vi hjælper med at finde den billigste og bedste løsning. For eksempel vil det for mange være en fordel at vælge en model, der er godkendt til kørsel i de tyske miljøzoner, og som medfører besparelser på vejskatten dernede, forklarer Flemming Sølvsten.