90 millioner til forskning
Ekstra midler sætter skub i flere projekter.
De mange penge er bevilget i forbindelse med udmøntningen af globaliseringsmidlerne, som folketings-politikerne har forhandlet om de seneste dage.
- Det er penge, der kan bruges til at forske i grøn transport, og vi er meget glade for aftalen. Vi har arbejdet for at få den her sag til at lande, og for os er det en mærkesag, der er faldet på plads, siger direktør i DI Transport, Michael Svane.
Beløbet er delt ud på de næste tre år – 30 millioner kroner i 2010, 2011 og 2012, og er udover de bevillinger, der i forvejen ligger på transportforskningsområdet. Pengene kan søges i forbindelse med transportrelaterede projekter inden for transportforskning.
- Det kan handle om for eksempel energireduktion, CO2-reduktion eller anden grøn forskning, forklarer Michael Svane, der roser samarbejdet med Transportministeriet, for at få flere forskningsmidler til transportområdet.