Fem modtog hæderslegat
Transporterhvervets UddannelsesRåd uddelte for første gang Mogens Findalen Fondens Hæderslegat.
TUR havde udpeget to skoler og tre enkeltpersoner som helt særlige spillere inden for udviklingen af de faglige uddannelser. TUR-formand Jan Aage Hansen kunne overrække legaterne til:
AMU Syds dyretransportteam for den fremragende indsats i forbindelse med implementeringen af TURs dyretransportuddannelser.
EUC Lillebælts transportafdeling for en fremragende pionerindsats i forbindelse med implementeringen af Trin 3 i TURs erhvervsuddannelser.
Tommy Olsen og Susanne Nielsen fra Selandia for en helt usædvanlig og vedvarende indsats i forbindelse med implementeringen af meritvejsordningen under TURs erhvervsuddannelser.
Tove Menné fra EUC Syd for langvarig og solid indsats for erhvervsuddannelserne inden for transportområdet.
Stolte vindere- Jeg er i dag både glad og stolt over at modtage legatet, sagde uddannelseschef Lasse Kaasgaard fra EUC Lillebælt.
Trin 3 er en ny uddannelse og en overbygning som kørselsdisponent eller lager- og terminaldisponent, der bygger på det kendte svendebrev. EUC Lillebælt var landets første skole, der kastede sig over opgaven med at opbygge Trin 3 uddannelsen og kunne for nylig tage afsked med Danmarks første kørsels- eller lagerdisponenter.
Selandias makkerparFaglærerne Tommy Olsen og Susanne Nielsen fra Selandia har gennem en lang årrække gjort en kæmpe indsats i arbejdet med meritvejsordningen. Meritvejen er lavet for de erfarne, der via denne uddannelsesvej kan bliver faglært uden at skulle starte forfra. Man får merit for det, man kan i forvejen, og vejen til svendebrevet kræver derfor ikke så meget tid på skolebænken.
- Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden gode kollegaer og frie tøjler fra ledelsen”, fortalte Tommy Olsen.
Hos TUR glæder man sig til at belønne flere af branchens ildsjæle næste år. Man kan læse mere om, hvordan man kan blive indstillet til prisen, og hvornår der er ansøgningsfrist næste gang på www.tur.dk.
Fakta om Findalen FondenMogens Findalen Fonden uddeler hvert år et hæderslegat i form af et pengebeløb til en person, en organisation eller en institution, der har ydet en særlig indsats for udviklingen af de faglige uddannelser. Dette med særlig vægt på uddannelse af personer og grupper, der normalt er kortuddannede, og som ikke har særlige traditioner for kompetenceudvikling via uddannelse.
Fonden er oprettet i Mogens Findalens minde. Mogens Findalen var aktiv i TUR i næsten 20 år - først som næstformand fra 1990 og siden som formand fra 2003 og frem til hans alt for tidlige død i efteråret 2008. Mogens Findalen satte sit markante præg på udviklingen af transportuddannelser i Danmark med sine altid konstruktive og fremadrettede holdninger.