Airbus tester nyt fragtfly
Airbus har med A330F det første fragtfly i støbeskeen i mere end to år.
Den første Airbus A330F fløj i går sin jomfrutur fra fabrikken i Toulouse i Frankrig. Den første testflyvning i en lang række, der skal danne grundlaget for certificeringen af fragtudgaven af det 2-motorede passagerfly Airbus A330.
Dermed forsøger Airbus atter at få luft under vingerne for flyproducentens fragtfly. Det er mere end to år siden fabrikken afleverede det sidste ’ægte’ fragtfly. Der bliver stadigt ombygget ældre Airbus-passagerfly til fragtfly, men ingen fabriksbyggede fragtfly.
Airbus måtte for to år siden opgive markedsføringen af flagskibet Airbus A380 i en fragtudgave – officielt, fordi der var store forsinkelser på leveringen af passagerudgaven, men en svækket interesse – hvor flere luftfragtsselskaber ophævede ordrer på A380F – spillede formentlig også en væsentlig rolle.
Der skal efter planen flyves 180 timer i testprogrammet af den nye A330-200F. Første fly forventes leveret til den første kunde Etihad Crystal Cargo i midten af 2010.
- Airbus A330-200F leverer høj effektivitet og er derfor velegnet til den meget dynamiske markedssituation med stigende brændstofomkostninger og øget pres på indtjeningen, siger John Larhy, der er ansvarlig for kunderelationer.
- A330-200F er det rette fragtfly på det rigtige tidspunkt. Air Cargo-markedet står foran en genopretning og derfor er det nu luftfragtsselskaberne skal forbered sig til fremtidens voksende fragtvolumener.
Airbus forventer et samlet behov for nye fragtfly i den næste to årtier på 3.400 enheder. En udvikling, der er baseret på en vækstprognose på en gennemsnitlig årlig fragttilvækst på 5,2 procent. Her mener Airbus, at omkring 1.600 fly vil være i mellemklassen, hvor A330-200F forventes at spille en betydelig rolle.
(Foto: Airbus/A. Doumenjou)