Transvision trodser krisen
Øget interesse for avanceret transportplanlægningsværktøj driver Transvisions omsætning i vejret.
Transvision, der leverer IT-systemer til transportoptimering, øgede omsætningen med godt 23 procent til over 37 mio. kroner og fordoblede resultatet før skat til godt fire millioner kroner i det sidste regnskabsår 2008/2009.
Den dansk-ejede it-specialist ser to motiver til den stigende interesse for virksomhedens produkter, dels ønsket om en mere effektiv drift, herunder både at spare brændstof og dermed også reducerer virksomhedens miljø og klimabelastning.
-Vi har slet ikke mærket den økonomiske krise. Vi ser tilmed en lys fremtid foran os med en ganske stor ordrebeholdning og flot vækst i næsten alle de segmenter og markeder, vi er repræsenteret på, udtaler administrerende direktør Ole Kessel.
Transvision, der har hovedkontor i København og egne kontorer i Holland, England og Sverige, er ifølge egne oplysninger i dag en af de absolut ledende leverandører af IT-systemer til transportoptimering på det nordeuropæiske marked.
Transvision leverer sine løsninger med fokus på effektivisering af udnyttelsen af vognflåder. Det er typisk muligt at reducere de kørte kilometer med mellem 5 og 15 % og dermed også opnå en tilsvarende energibesparelse.
Ole Kessel sigerr:
- Mange af vores kunder har anvendt vores løsninger som et værktøj til at realisere en bevidst grøn forretningsstrategi, men det spiller naturligvis også en stor rolle, at der er stærke resultater på bundlinjen. Dette kan vores kunder til og med opnå, uden at det går ud over deres kundeservice.