Krone slanker trailer
Den tyske trailerproducent Krone er klar med en endnu mere effektiv trailer.
Fahrzeugwerk Bernard Krone GmbH i Werlte, der i Danmark er repræsenteret af Krone Skandinavien i Aabenraa, lancerer nu nogle nyheder på den meget kendte trailerversion Profi Liner Ultra.
De store ændringer ligger på en ny forsmæk, som er fremstillet i aluminium mod standardudførelsen, der er produceret i det lidt tungere materiale stål. Bunden er konstrueret med alubrædder og 12 mm finer oven over og bagdørene er konstrueret i aluminium i stedet for stål. Som tilvalg kan hjulene levers som alufælge i stedet for stålfælge og endelig kan lufttankene leveres i aluminiumsudførelse i stedet for stål.
Med disse vægtreducerende tiltag er egenvægten bragt ned med 500 kg, hvorved egenvægten i forhold til en standard Krone Profi Liner er reduceret til 5650 kg. En sådan vægtreduktion betyder et halvt ton ekstra lasteevne. En gevinst, der i mange tilfælde vil slå direkte igennem på bundlinien i transportvirksomheden.
Profi Liner Ultra er også udstyret med Krones Multi Safe System til sikring af lasten. Derfor er den optimerede trailer også udstyret med Multilock-kantskinnen, der muliggør at næsten al gods kan sikres under transporten.
Som standard er Profi Liner Ultra udstyret med EBS bremseanlæg, som også har RSS (Roll Stability Support).