Tom Elmer bliver 60
Danske Havne afholder reception for sekretariatschef Tom Elmer Christensen.
Tom Elmer Christensen, der har været sekretariatschef i Danske Havne siden slutningen af 2003, fylder 60 år på lørdag 7. november.
Det markerer Danske Havne allerede fredag 6. november med en reception i KL-Huset, Weidekampsgade 10 i København fra kl. 13.00 til 15.00 i mødelokale 1-01 på 1. sal.
Tom Elmer Christensen kom til Danske Havne på et tidspunkt, hvor erhvervshavnene kun lige havde lært at stå på egne ben efter overgangen fra statshavne til kommunale ejerskab.
Mens havnene og deres kommunale ejere har formået at skabe sunde og vækstorienterede havne, der langt har overgået forventningerne, så har brancheorganisationen Danske Havne med sekretariatsleder Tom Elmer Christensen i spidsen, en stor del af æren for, at havnene i dag har en solid placering på det landspolitiske Danmarkskort.
Men det er ikke kun landspolitikerne, der har fået langt større forståelse for havnenes samfundsmæssige betydning og udviklingsmuligheder. Såvel lokalt som internationalt er det lykkedes Danske Havne at øge forståelsen for selv mindre og mellemstore havnes rolle.