Automatiseret gearskifte på FE-serien
Volvo tilbyder gearkasser med automatiseret gearskifte i FE-serien.
Nu kan endnu flere af Volvos lastvognsmodeller til regional og bymæssig distribution bestilles med automatisk transmission. Den seneste i rækken er Volvo FE 4x2 som i distributionsudgaven nu fås med Volvo I-Sync. Dette tiltag er en del af Volvos indsats for at styrke positionen i dette segment.
I-Sync er en manuel gearkasse som er blevet suppleret med hard- og software til automatisk håndtering af gearskiftet. Ligesom I-Shift kombinerer I-Sync den manuelle gearkasses driftsikkerhed og lave vægt med den automatiske gearkasses kørekomfort. Men mens I-Shift er udviklet til tunge transporter, er I-Sync skræddersyet til lokal distribution. Den blev introduceret til Volvo FL i foråret 2008 og er angiveligt blevet en stor salgssucces.
- Indtil nu er mere end en tredjedel af alle FL-lastvogne leveret med I-Sync. Distributionskørsel er forbundet med et stort antal nedbremsninger og accelerationer. Derfor vil mange kunder gerne have automatisk gearskifte, som giver en mere glidende kørsel og lavere brændstofforbrug. Nu styrker vi vores udbud ved også at introducere I-Sync på den større FE-model, siger Anders Bellini, Business Area Manager Volvo FL og FE hos Volvo Trucks.
Optimeret til distributionI Volvo FE kombineres I-Sync med Volvos 7-liters motor på 260 hk.
- Det er en optimal kombination til lokal distribution og kortere regional distributionskørsel. Du får hurtig respons fra motoren med et smidigt og bekvemt gearskifte selv ved hyppige start/stop manøvrer såsom ved rangering, siger Clara Werner Floberg, produktchef for Volvo FL og FE hos Volvo Trucks. Med det optimerede gearskifte bidrager I-Sync også til bedre brændstoføkonomi og dermed mindre udledning af CO2. Til de større lastvogne i Volvos modelprogram, FH16, FH og FM, fås som hidtil Volvos automatiserede gearkasse I-Shift.