Vindmøller væltede: Dansk speditør pålagt transportansvar, men samtidig tillagt regres mod franske stevedorer.

Speditørernes ”grundlov” NSAB 2000 opererer med flere typer af ansvar, der hver for sig har forskellige typer af ansvar med vekslende styrke. Transportansvaret, der er et culpa ansvar med omvendt bevisbyrde er strengere end formidleransvaret, hvor bevisbyrden pålægges den ordregiver, der kræver erstatning af speditøren.

Så i mange transportretssager er en af de første øvelser at finde ud af, om speditøren helt eller delvist har påtaget sig en transportopgave eller ”blot” fundet nogle andre til at gøre det.

Denne øvelse var en af adskillige, som Sø- og Handelsretten skulle igennem i en sag, hvor der blev afsagt dom den 31. oktober. Sagen var anlagt af et dansk vindmøllefirma (eller rettere af dette firmas forsikringsselskab) mod firmaets danske speditør og to franske stevedorer/terminaler, der var koncernforbundne og som havde forestået oplagringen af fem vindmøllevinger, som på et tidspunkt i 2006 havde stået oplagret på havnearealet i den franske by Rouen, hvor vingerne blev beskadiget under et kraftigt blæsevejr midt på dagen den 20. maj 2006, hvilket påførte Vindmøllefirmaet skader for 696.871 kr.

Speditøren påtog sig oprindeligt at transportere vindmøllevingerne og andre vindmølledele fra Esbjerg til Rouen med skib. Oprindeligt havde Vindmøllefirmaet transporteret godset med lastbil til Esbjerg, og efter afskibning og sejlads til Rouen, blev vindmølledelene med lastbil videretransporteret til projekt-stedet i takt med, at projektet skred frem.

Indtil videretransport kunne ske, henstod vindmølledelene i en periode oplagret på havnearealet i Rouen. Aftalegrundlaget mellem Vindmølleproducenten og Speditøren var en ”Trade Contract”, der bl.a. henviste til NSAB 2000.

Under sagen, hvor den danske speditør videreførte kravet mod de franske stevedorer, var der enighed om, at det var Speditøren, der havde rettet henvendelse til Stevedore A, der på sin side selv havde kontraheret med Stevedore B (altså inden for ”familien”). Der var ikke enighed om, hvorvidt Speditøren skulle stå for andet og mere end formidling af en aftale ligesom der var uenighed om, hvilke informationer og instrukser Speditøren gav Stevedore A og Stevedore B.

De omhandlede vindmølledele ankom til Rouen med skib fra Esbjerg den 24. april 2006, hvor de blev losset og henstillet på havneterminalen i ståltransportrammer. Efter losningen blev de transporteret til havneområdets containerterminal med henblik på oplagring. Mens de var oplagret, var vingerne placeret i sæt á tre, således at de to af vingerne i sættet var stablet oven på hinanden, mens den tredje i sættet var placeret ved siden af de to stablede vinger.

I forbindelse med et kraftigt blæsevejr den 20. maj 2006 væltede nogle stablede vinger omkring kl. 12.15, hvorved i alt fem vinger blev beskadiget. Under sagen blev der indhentet en meteorologisk rapport, hvoraf fremgik:

”… Den 20. maj 2006 lå hele Nordfrankrig i en ganske kraftig vestlig strømning med en hel del byger. Om formiddagen og det meste af eftermiddagen har vindstyrken været hård vind til kuling, altså 12-16 m/s – først fra sydvest og fra omkring middag fra vest. Vejret var præget af en hel del kraftige regn- og tordenbyger, og i tidsrummet mellem kl. 11 og 13 passerede en linje kraftige tordenbyger forbi Rouen fra vest. Tordenbyger skaber i sig selv kraftige vindstød, og med den i forvejen kraftige middelvindstyrke har vindstødene været tæt på stormstyrke, altså stødene fra vest 20-25 m/s. Kort sagt har vejret således i området i tidsrummet omkring kl. 12:15 været præ-get af middelvindstyrker på 12-16 m/s og vindstød op til 25 m/s fra omkring vest, samt torden og kraftig nedbør …”

Meteorologens konklusion blev senere af Sø- og Handelsretten brugt til at stadfæste, at vindforholdene ikke havde været ”ekstraordinære”, hvilket ellers i modsat fald kunne komme Stevedorerne til hjælp.

Der blev i forbindelse med uheldet og senere under sagen indhentet flere forskellige survey-rapporter, som nogenlunde entydigt konkluderede, at stabling ikke burde finde sted, uden at vingerne var sikret mod sidevind, og at denne sikring eksempelvis kunne ske ved blokstuvning.

Speditøren anførte i retten blandt en masse andre argumenter, at man i forhold til Vindmølleproducenten kun havde været formidler af aftalen om oplagring af vindmøllevingerne i Rouen.

Spørgsmålet om Speditørens erstatningsansvar skulle derfor bedømmes efter reglerne om formidleransvar i § 27B, jf. §§ 24 – 26, i NSAB 2000, der var vedtaget mellem parterne. Det var ikke aftaleparternes hensigt, at Speditøren skulle stå for andet og mere end søtransporten fra Esbjerg til Rouen, inkl. lastning og losning. Aftalen om oplagring på havneområdet i Rouen blev til efter forhandlinger, som også Vindmølleproducenten og Stevedore A og B deltog i. Vilkår og priser blev forhandlet.

Speditørens advokat stillede under sin procedure det retoriske spørgsmål om, hvorfor Vindmølleproducenten skulle deltage i møder i Rouen, hvis man blot kunne holde sig til Speditøren?

Speditøren oppebar ingen fortjeneste på oplagringen, men viderefakturerede blot de beløb, som Stevedore A fakturerede Speditøren. Hvis Speditøren skulle have haft ansvar for oplagringen, hvis længde Speditøren ikke havde indflydelse på, havde Speditøren krævet særskilt honorering – og i det mindste en forsikringspræmie dækket.

Det var alene af praktiske årsager, at fakturaerne blev sendt til Speditøren og ikke direkte til Vindmølleproducenten. At Speditøren sendte et tilbud, ”Quick Quotation”, sagde efter advokatens opfattelse ikke noget om, at Speditøren påtog sig at stå for oplagringen. Tilbuddet blev i øvrigt ikke accepteret af Vindmølleproducenten, der fandt priserne for dyre.

Sø- og Handelsretten fandt, at det efter sagens oplysninger, der stemte med rettens sagkyndige vurdering, kunne lægges til grund, at vindmøllevinger i transportrammer på grund af vingernes vindfølsomhed ikke burde oplagres stablet uden at være særligt sikret mod sidevind, hvilket f.eks. kunne ske ved, at de blev arrangeret blokstuvet.

I det foreliggende tilfælde var de oplagrede, stablede vinger, der efter det oplyste var placeret nord-syd, ikke blokstuvet eller sikret på anden tilstrækkelig måde mod sidevind fra vestlige retninger, hvorved blev bemærket, at anvendelsen af twist-locks og den oplyste brug af containere som afskærmning hverken hver for sig eller i fællesskab kunne anses for tilstrækkelig sikring.

Ansvaret for oplagringsmåden påhvilede efter rettens opfattelse de professionelle havneaktører i Rouen, Stevedorerne (A+B), der forudsattes bekendte med den korrekte fremgangsmåde, og som desuden efter forklaring afgivet fra en repræsentant fra Speditøren, såvel som andre oplysninger i sagen, var blevet vejledt om blokstuvning af vindmøllevingerne af deres medkontrahent, Speditøren.

Som følge af det anførte, og da de vejrforhold, som medførte, at vindmøllevingeenhederne væltede, ikke kunne betegnes som ekstraordinære, blev Stevedorerne, der undlod at tage initiativ til at sikre vingerne i forbindelse med de meteorologiske varsler om det hårde vejr, anset for ansvarlig for skaderne.

For så vidt angår forholdet mellem Vindmølleproducenten og Speditøren henviste retten til, at der forelå en aftale om transport af vindmøllevingerne fra Esbjerg til Rouen. Det var endvidere Speditørens opgave at finde løsninger med hensyn til opbevaring af vingerne og transport af disse fra havnearealet i Rouen til projektstederne. Speditøren rettede henvendelse til Stevedore A, med hvem Speditøren indgik en aftale om oplagring, der bl.a. omfattede priser for oplagringen.

I overensstemmelse med denne aftale fakturerede Stevedore A sine ydelser til Speditøren, der viderefakturerede disse til Vindmølleproducenten. Der var ikke i retten oplyst forhold, der kunne give grundlag for at anse en aftale om oplagring for indgået mellem Vindmølleproducenten og Stevedorerne (direkte).

Under disse nævnte omstændigheder, samt idet det ikke i sig selv på nogen afgørende måde talte for et andet resultat, at Speditøren ikke i forhold til Vindmølleproducenten beregnede sig avance vedr. oplagringen, fandtes også oplagringen af vindmøllevingerne at være en opgave, som Speditøren havde påtaget sig for Vindmølleproducenten.

Det tab, som Forsikringsselskabet havde lidt ved at betale erstatning til Vindmølleproducenten for skaderne på vindmøllevingerne, kunne Forsikringsselskabet derfor rette mod Speditøren.

Det havde under sagen været oppe og vende, om Vindmølleproducenten havde givet afkald på regres mod Speditøren, men dette synspunkt afviste Sø- og Handelsretten også, under henvisning til at der ikke forelå en underskrevet aftale.

Herefter og i det hele under de oven for anførte omstændigheder kunne Speditøren gøre krav på, at Stevedore A friholdt Speditøren for det beløb, som Speditøren blev tilpligtet at betale til Forsikringsselskabet. Forsikringsselskabets påstand mod Stevedore A og B blev afvist af retten, ligesom Stevedorernes påstand om at Speditørerne skulle friholde dem, blev afvist.

Det samme gjorde en friholdelsespåstand nedlagt af Speditøren mod Stevedore B, fordi Speditøren ikke havde nogen ”kontraktrelation” med denne.

Summa summarum fik Forsikringsselskabet altså sine penge hos Speditøren, der på sin side kunne kræve dem af Stevedore A. Sidstnævnte havde ikke nedlagt nogen påstand mod ”familiemedlemmet” Stevedore B, så hvordan man der internt gør sagen op, kan ikke læses ud af Sø- og Handelsrettens dom.