Skjult efterregning til jernbaneprojekt
Den nye dobbeltsporede jernbanelinje mellem Ringsted og København over Køge kommer til at koste mindst 50 procent mere end budgetteret.
Det er Enhedslistens trafikpolitiske sekretær, Arne Lund, der ifølge dagbladet Ingeniøren, vurderer at prisen for den nye jernbanelinje bliver mindst 15 milliarder kroner.
Trafikforliget budgetterer med en regning på omkring 10 milliarder kroner.
Det er linjeføringen gennem det tæt befolkede og bebyggede område syd for København, der gemmer en solid ekstra regning. Allerede inden projektet blev vedtaget, blev det nødvendig, at nedgrave den nye jernbanelinje på en strækning gennem rekreative områder i Valby, på grund af lokale protester. Det har alene øget anlægsomkostningerne med 300 millioner kroner.
- Beslutningen om at nedgrave jernbanen ved Kulbanevej-kvarteret er helt igennem fornuftig, men også et symptom på, hvor underbudgetteret jernbanen har været fra begyndelsen for at få samfundsøkonomien i banen til at se så fordelagtig ud som muligt for at gøre den spiselig for folketingspolitikerne, siger Arne Lund ifølge Ingeniøren.
Han får opbakning fra blandt andet Solrøds borgmester, Niels Hörup, der også mener, at linjeføringen vil støde på en lang række ”uforudsete” problemer i løbet af anlægsfasen, der vil fordyre projektet væsentligt´.