Rederiforeningen afviser statsstøtte
To tyske rederier beder om statsstøtte efter statslig lånegaranti til Hapag-Lloyd.
Det store containerrederi Hapag-Lloyd, der for to uger siden fik en statslig lånegaranti på 1,2 milliarder euro, har fået følgeskab af to tyske charterrederier, der begge har bedt Forbundsregeringen i Berlin om statsstøtte.
Dermed ser det ud til, at danske rederiers frygt for en bølge af konkurrenceforvridende statslige støtteordninger i kølvandet på den globale krise, er ved at blive til virkelighed.
Men Danmarks Rederiforening er ikke klar til at opgive kampen mod statslige støtteordninger.
- Vi er bange for, det bliver en Pandoras æske, hvor alle efterhånden vil forsøge at få fingre i skatteborgernes penge, udtaler vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Rederiforeningen ifølge dagbladet Børsen.
Danske rederier kæmper i lighed med andre europæiske rederier mod en ulige konkurrence fra statsstøttede asiatiske rederier. Samtidig forstærker statsstøtte til asiatiske skibsværfter krisen for den globale skibsfart, fordi værfterne bliver ved med at bygge nye skibe, selv om den globale søfart lider voldsomt under overkapacitet.
Forlænger krisen- Hvis man bare smider penge ind i at forsyne branchen med endnu flere skibe, forlænger man krisen. I en cyklisk branche kan det ikke nytte, at når det går op, tager man alle gevinsterne, og når det går ned, går man til staten og beder om penge, siger Jan Fritz Hansen til Børsen..
Han erkender, at danske rederier i sidste ende kan blive tvunget til at bede om statsstøtte, hvis ikke udviklingen bliver bremset tide. Derfor øger Rederiforeningen nu presset på EU, for at få stoppet nye statslige støtteordninger som den tyske i Europa. Alternativt skal rederier, der modtager statslig støtte forpligtes til at ophugge en del af deres tonnage, for at bringe balance mellem kapacitet og efterspørgsel.
Danske rederier vil dog få svært ved at opnå statsstøtte i samme omfang som deres udenlandske konkurrenter, da den danske handelsflåde er usædvanligt stor.
Maersk Line ville for eksempel skulle have en statslig lånegaranti på omkring 40 milliarder kroner, hvis det skal matche den lånegaranti, som det langt mindre tyske rederiflagskib Hapag-Lloyd har opnået.
Selv hvis danske politikere lod sig overtale til at kaste alle principper over bord og indføre statslige danske støtteordninger til de kriseramte rederier, så gør det aktuelle hul i statskassen på 90 milliarder kroner det helt usandsynligt, at Danmark kan matche udenlandske støtteordninger.