Stor interesse for imagekampagne
Transporthistoriens største imagekampagne ”Holder DK kørende” er kommet rigtig godt fra start.
I kampagnens første uger har knap 1000 registreret sig som opbakkere til kampagnen, og mere end 150 vognmænd og chauffører har meldt sig som mulige deltagere i den reklamefilm, der skal laves efter nytår.
Reklamefilmen skal efter planen vises på landsdækkende tv i foråret og sommeren 2010.
ITD er initiativtager og finansierer kampagnen sammen med FDE A/S, mens DI Transport, DTL, Danske Speditører og ATL er med som samarbejdspartnere, og 3F og Transportministeriet bakker op.
- Den første del af kampagnen handler om at mobilisere branchen for at skabe engagement og aktiv involvering. Det, må man sige, tegner til at lykkes. Det har været afgørende for os, at vi ville have rigtige vognmænd, chauffører og logistikmedarbejdere til at tegne branchens ansigt udadtil. Og med de mange tilmeldte på nuværende tidspunkt, er vi sikre på at kunne sammensætte et super hold til filmen, siger kampagnens projektleder, Lotte Leth-Sørensen, kommunikationschef hos ITD.
Men der er ingen grund til at hvile på laurbærrene. Kampagnen er kun lige startet, og ambitionen er, at flere tusinde melder sig som opbakkere.
- Mange opbakkere er guld værd for erhvervet, som på den måde kan dokumentere og vise, at det er branchens kampagne – og det er en væsentlig forudsætning for den fortsatte succes, siger hun.
Opbakkere kan melde sig ved at sende en sms med teksten ”bakop” til 1231 eller gå ind på lastbiltransport.dk. De 2500 opbakkere får en kasket med kampagnelogoet ”Holder DK kørende”.