Linak vinder Logistikprisen
Den Danske Logistikpris 2009 blev uddelt af økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.
Linak får prisen for tre års hårdt arbejde med at etablere en kundedrevet værdikæde. Linak, der fremstiller lineære aktuatorer, som bruges til at løfte/sænke blandt andet sygehussenge, skriveborde mm. kan i dag tilfredsstille behovene for hurtige, pålidelige og fleksible leveringer hos virksomhedens meget forskelligartede kundegrupper.
Lene Espersen overrakte Logistikprisen til Linaks Chief Operations Officer, Egon Jensen samt Corporate Logistics Manager, Michael Steenberg Jensen.
- Det vigtigste resultatet af vores omfattende lean logistics arbejde er, at vi nu kan koncentrere os 100 procent om at diskutere forretning, når vi er ude ved kunderne. Logistikken er på plads, og det åbner op for, at vi kan bruge kræfterne på forretningsudvikling, som skaber værdi for både vores kunder og os. Det er et meget væsentligt resultat for en forretning som vores, der lever af at udvikle og levere kundetilpassede løsninger, siger stifter og adm. direktør Bent Jensen til bladet SCM.
Virksomheden fra Guderup på Als har siden 2003 arbejdet intenst med lean i produktion.
- Men i 2006 måtte vi erkende, at det jo ikke flytter nok, hvis vi ikke samtidig kan leve op til kundernes forventninger om leveringstider og leveringssikkerhed. Vi havde pæne mål for leveringstider før 2006, men det kneb gevaldig for os at leve op til dem. Vi erkendte, at vi blev nødt til også at tage fat på hele logistiksystemet uden om produktionen, siger Chief Operations Officer Egon Jensen til bladet SCM.