VW Transporter Årets Varebil 2010
Motorjournalisternes Klub har kåret Volkswagen Transport til Årets Varebil i et stærkt felt af opgraderede og mere miljøvenlige kassevogne.
Danmarks Transport-Tidende var ikke alene om at være imponeret af den opgraderede Volkswagen Transporter, da Motorjournalisternes Klub i Danmark (MKD) i går kårede Årets Varebil 2010.
Flertallet af de ni øvrige jury-medlemmer, havde også tildelt toppoint til det nybagte rugbrød fra Wolfsburg.
De tre finalister var alle faceliftede udgaver af eksisterende kassevognsmodeller. Men fælles for dem alle og flere andre af kandidaterne, så var den vigtigste forbedring gemt under motorhjelmen.
Volkswagen Transporter har fået en helt ny brændstofbesparende og miljøvenlig drivlinje, hvor den efterhånden klassiske Volkswagen pumpe-dyse diesel er erstattet af en moderne commonrail dieselmotor med dieselpartikelfilter.
Det betyder, at Transporter T5.2 kører længere på literen og forurener væsentligt mindre end forgængeren. Det lavere brændstofforbrug medfører automatisk, at udledningen af CO2 bliver mindre til gavn for klimaet.
Det skal retfærdigt vis understreges, at konkurrenterne Iveco Daily EEV, Mercedes Sprinter og Ford Transit har præsteret lignende forbedringer ved opgradering af drivlinjen.
Lavt støjniveauDer hvor VW Transport T5.2 for alvor skiller sig ud, er støjniveauet i kabinen, der er markant lavere end hidtil, fordi vibrationer og motorstøjen er reduceret mærkbart, så Transporter nu er den mest ørevenlige kassevogn på markedet – bortset fra den forholdsvis dyre Mercedes Sprinter med den nye 6-cylindrede motor, der er hentet fra Daimlers personvognsprogram.
Men de 4-cylindrede Sprinter-versioner, hvor Mercedes også har formået at sænke motorstøjen i anelse i forhold til forgængere, brummer mærkbart mere i kabinen en den nye VW Transporter.
Sammenholdt med en ny og bedre undervogn, der har forbedret køreegenskaberne og især komforten, og det faktum, at Volkswagen kan levere den nye Transporter T5.2 for omtrent samme pris som forgængeren, så var Volkswagen en klar vinder.
VW Transporter vandt klokkeklart med 85 point foran Iveco Daily EEV med 53 point, tæt fulgt af Mercedes Sprinter med 47 point.
På billedet ses MKD’s næstformand Carsten Teiner lykønske den danske importør, Semler-Gruppens, pressechef Søs Righolt Ilum.