Forsøg skal forhindre højresvingsulykker
Advarselssystem sat op som forsøg i krydset Søren Frichs Vej og Ringgaden i Århus.
I krydset har der gennem årene været flere uheld mellem højresvingende lastbiler og cyklister, der skal ligeud. Det nye system virker ved, at højresvingende lastbiler i krydsene opfattes af en radar. Den udløser en række advarsler til cyklister på vej ind i krydset om, at de skal tage sig i agt for de højresvingende store køretøjer.
Havarikommissionen har tidligere undersøgt trafikulykker og konkluderet, at mere end halvdelen af uheldene kunne være undgået, hvis cyklisterne havde orienteret sig bedre i krydset. Op til at det nye system er sat op, er trafikken i krydset blevet filmet i to uger, for at følge trafikanternes adfærd.
Når trafikanterne har vænnet sig til systemet, bliver krydset igen filmet, for at kunne analysere om det nye system har ændret på chaufførers og cyklisters adsfærd.
Hvis systemet er en succes, er det meningen på sigt at etablere systemet i mange kryds med megen cykeltrafik og lastbiltrafik, for at reducere antallet af trafikulykker og tilskadekomne cyklister.
Gode rådI forbindelse med systemets ibrugtagning er der også givet gode råd til cyklister og chauffører:
Cyklister: Når du holder for rødt ved siden af en lastbil, er det vigtigt, at du placerer dig så langt foran lastbilen, at du kan se chaufføren og selv blive set. Når lastbilen er kommet først til krydset, hvor der ikke er nogen cykelsti, er det vigtigt, at du holder dig bag ved lastbilens baghjul.
Chauffører:Husk at kontrollere og indstille dine sidespejle dagligt. Sørg for godt udsyn gennem ruderne - fjern overflødige ting fra forruden og sideruden.Brug dobbelttjek når du fortager højresving. Stop helt op, inden du krydser cyklisternes bane og orienter dig en ekstra gang, før du svinger.