Lastbilerne ud af Odenses bymidte
Lastbilerne hører ikke til i byen, og al unødvendig kørsel skal stoppes, mener politikerne.
Tvangsruter for lastbiler er nu i spil hos byrådspolitikerne i Odense, og der er enighed på begge sider af byrådssalen, skriver Fyens Stiftstidende efter et vælgermøde med beboerne i Odense-bydelen Åløkke.
Her havde grundejerforeningen dokumenteret, at lastbilerne kører gennem centrum i stedet for at benytte Ring 3, der leder lastbilerne udenom de tætbebyggede områder.
Det sparer lastbilerne for under to minutters kørsel, men det forurener til gengæld byluften med partikler, mener borgere og politikere.
Rådmand Jane Jegind er klar til at handle, og hun vil ikke vente på, at der bliver bygget en kanalforbindelse i 2014, men vil hurtigst muligt sætte sig sammen med politiet og kigge på, om der kan indføres tvangsruter.