Pris til Egon Sørensen Transport
Virksomheden fik DI’s regionale initiativpris for Mors/Thy.
Han har hjulpet kriseramte kunder på benene igen. Han har udskiftet flere lastbiler af hensyn til miljøet og økonomien Og så har han gjort en dyd ud af at uddanne medarbejdere og lærlinge, samtidig med at han kontant arbejder for at udvikle vognmandsbranchen og forbedre trafiksikkerheden.
Vognmand Egon Sørensens aktivitetsniveau i år er til at blive helt forpustet af. Det har bragt Egon Sørensen Transport A/S flot gennem krisen, og nu sikrer indsatsen også hans virksomhed DI Thy/Mors’ Initiativpris 2009.
Den regionale initiativpris gives til en mindre eller mellemstor DI-virksomhed, som hylder virkelysten og kreativiteten.
- Egon Sørensen er ”Mister Virkelyst”. Han står bag betydningsfulde initiativer såvel i sin egen virksomhed som for hele vores region. Derfor får han prisen, sagde Mogens Mathiasen, formand for DI Thy/Mors.
- Egon Sørensen har blandt andet gjort en stor indsats nationalt for at få modulvogntog til Hanstholm og internationalt for at få de europæiske kørehvile-tider rettet til. Endelig deltager han aktivt som formand eller direktør i initiativer, som kan udvikle vognmandsbranchen. Det er imponerende, og den indsats er jeg glad for at kunne belønne Egon Sørensen og hans virksomhed for i dag, siger Mogens Mathiasen.