Grisevogntog til Nordjylland
Vognmand Allan Hansen i Skave har netop fået leveret et komplet nyt grisevogntog.
Det består af en ny Volvo FH460 som trækker og en ny tredækket grisetrailer fra Vandborg Karosserifabrik A/S i Lemvig. Den nye Volvo er af den nye generation med 13 liters motor i Euro 5 udførelse med en topeffekt på 460 hk og transmissionen er Volvos meget roste I-Shiftgearkasse. Chassiset er en ekstra lav version med fuld luftaffjedring. Grisetraileren er bygget på trailerchassis med en tæt toakslet bogie og en tilbagetrukket styrende bagaksel.
Hele opbygningen til grisetransport er fremstillet og leveret af Vandborg Karosserifabrik A/S i Lemvig, som en kundespecificeret løsning. Vandborg Karosserifabrik A/S er grundlagt i 1913 og er specialist i bygning af nøglefærdige køretøjer til dyretransporter.
Den nye grisetrailer udmærker sig bl.a. ved at have en egenvægt på blot 13,2 ton, samtidig med at den er produceret i meget solide materialer, så den kan klare de mange lasteoperationer hver eneste dag og have en lang levetid.
Der er også tænkt på chaufføren, hvilket bl.a. betyder at skillerummene ikke skal lægges ned ved af– og pålæsning. Trailerens mange funktioner er også lavet meget betjeningsvenligt, og udformningen er lavet så avanceret, så der næsten ikke er nogen muligheder for brugerfejl. Takket være de tre dæk er trailerens lasteflade på i alt 90,4 kvadratmeter.
Den nye Volvo trækker er solgt af lastvognskonsulent Mogens Damgaard ved Volvo Truck Center i Holstebro.