Bridgestone samler Danmark
Dæk-koncernen indgår samarbejde med 61 uafhængige dækcentre i det nye netværk CarBiz+.
Målet for Bridgestone er inden for et år at runde 100 dækcentre og dermed skabe et landsdækkende servicenetværk. CarBiz+ er målrettet det professionelle marked, herunder virksomhedsflåder og leasingselskaber.
– Nu skal den professionelle bilist ikke køre mange kilometer for at få skiftet dæk hos det dækcenter, hans firma eller leasingselskab har peget på. Vi forener med andre ord det lokale, selvstændige dækcenter, som i årevis har leveret høj kvalitet og nærhed til kunden, med Bridgestones professionelle tilgang til markedet, siger salgs- og marketingchef Jens Nordestgaard Andersen fra Bridgestone Danmark.
– Vi ser, at flådeadministratorerne og leasingselskaberne efterspørger professionelle partnere med fælles og ensartet administration. Derfor har vi nu taget skridtet fuldt ud og investerer målrettet i CarBiz+ konceptet, fortæller Jens Nordestgaard Andersen.
Bridgestone har ansat Michael Nielsen som forretningsudviklingschef med ansvar og ressourcer til at opbygge det nye netværk og samtidig være kontakten til de virksomheder og leasingselskaber, der vælger at optimere deres flådedrift og samle service-opgaverne hos CarBiz+.
Michael Nielsen kommer fra en stilling som produktchef for flåder hos Mercedes-Benz forhandleren, Ejner Hessel A/S.
– En stor del af vores fokus vil ligge på at fremme produkter og services, der kan reducere bilflådernes udledning af CO2. Driften af større flåder er ofte marginalforretninger, hvor selv små besparelser kan føre til betydelige gevinster for både økonomi og miljø, siger Michael Nielsen.
– I øjeblikket tester Bridgestone blandt andet et system, der kan optimere kørselsøkonomien ved automatisk at kontrollere dæktryk, siger Jens Nordestgaard Andersen.