Kina i vejen for kvotesystem
Splittelse og samling: På klima-området går IMO’s miljøkomite frem ad to spor: Det tekniske spor og de markedsmæssige instrumenter.
Miljømedarbejder i Danmarks Rederiforening Louise Feilberg Levy har fulgt de seneste IMO-forhandlinger og forklarer de to spor, som arbejdet bevæger sig på.
- Det tekniske spor drejer sig om de danske forslag, der er lagt på bordet. Derfor var det Danmark, der sad i forhandlingsførersædet. Der blev dels forhandlet om et CO2-design indeks – navnet er dog ikke endeligt fastlagt – som er et energi-effektivitets indeks for nye skibe, og som nu er kommet på plads.
- Samtidig har man ud over design-delen talt om et teknisk indeks for best practice: Hvad man skal gøre og ikke gøre til daglig for at mindske brændstofforbrug og CO2-udledning, oplyser Louise Feilberg Levy.
Selv om der er mange besparelser at hente, er det et felt, som er svært at lovgive omkring.
De tekniske dele skal nu godkendes på et ekstraordinært IMO-møde i januar næste år. I forvejen var der for nylig et ekstraordinært møde i Norge. Men det nye ekstra møde betyder, at der er endnu et skud i bøssen på det tekniske felt.
Markeds-splittelse- Men når vi taler om de markedsbaserede instrumenter, er der er simpelthen splittelse mellem Vesten og Kina, som er i førersædet i denne diskussion, og som blankt siger nej til et kvotesystem. De vil ikke have noget, som kobles direkte op på Kyoto-protokollen, forklarer Louise Levy.
Kina havde derfor gjort et benhårdt lobby arbejde blandt en række udviklingslande, så man på mødet hørte indlæg fra eksotiske lande, som aldrig tidligere har taget ordet i IMO. Kinas udgangspunkt var i høj grad politisk, og der lå i mandatet hjemmefra, at man ikke skulle acceptere noget, af frygt for, at det så kunne danne præcedens på det helt overordnede niveau.
Vurderingen er, at hvis kineserne forpligter sig på søfartsområdet, så er de bange for, at det smitter af på helt andre sektorer på topmødet i København i 2009.
ObstruktionDette faldt dog ikke i god jord hos IMOs generaldirektør, som i usædvanligt klart sprog meldte ud i både sin indledning og under debatten: ”Vi skal have en løsning her i IMO”.
Han vil ikke acceptere, at der blev obstrueret for forhandlingerne, og at IMO skal være gidsel.
- Men hvis vi ikke kan få kineserne med på vognen nytter det jo ikke så meget, siger Louise Feilberg Levy og gør opmærksom på, at der også på det markedsmæssige område er to spor, som man forsøger sig med.
- Det ene er et dansk forslag om en afgift på bunkers, som dog ikke umiddelbart ser ud til at have nogen let gang. Det blev slet ikke diskuteret denne gang. Det andet spor er et kvotesystem. Men her der det kun de indledende manøvrer, som er gået i gang.
Internationale løsninger- Men det er usikkert, hvad resultatet bliver, og hvad der kommer op på dagsordenen ud over det tekniske, hvor kineserne til gengæld var meget konstruktive. Formentlig fordi de jo udmærket ved, at det er noget som kommer under alle omstændigheder, vurderer Louise Feilberg Levy, som dog mener, at det vil være et skridt på vejen, hvis der åbnes for en egentlig diskussion om de markedsbaserede instrumenter.
For rederiforeningen er det vigtigt, at IMO også på klimaområdet kan komme med holdbare løsninger, der både er effektive, internationale og flagneutrale.