Speditører klar til udfordringer
Lavkonjunktur: Danske Speditørers medlemmer mærker krisen, men ser langsigtede muligheder i krisen.
Af Lars Lassen
Den globale lavkonjunktur har sat sig spor hos i speditionserhvervet. I brancheorganisationen Danske Speditører beretter adm. direktør Martin Aabak, at man får meldinger om tilbagegang fra medlemmerne.
- Transport og spedition er naturligvis underlagt den almindelige økonomiske udvikling og den måde den påvirker markedet og efterspørgslen. Det er nok en af de brancher, der allerhurtigst mærker den slags udviklingstendenser. Derfor er det heller ikke overraskende, at vores medlemmer fortæller om tilbagegang. Men der er stor forskel afhængigt af hvilke sektorer, der er tale om. Store virksomheder med aktiviteter inden for mange forskellige områder er mindre sårbare, mens mindre virksomheder tilsvarende er mere sårbare, siger Martin Aabak.
Han vurderer, at medlemsvirksomhederne allerede er i gang med at tilpasse og optimere deres drift til markedsforholdene.
- Der kommer naturligvis ekstra fokus på effektiviseringer i den nuværende situation. Det gælder også hos transportkøber og det er i virkeligheden en fordel for vores medlemmer på længere sigt. De sidder nemlig med den ekspertise, der skal til for at effektivisere logistikken yderligere, siger Martin Aabak.
Han understreger, at speditørerne i forvejen har konstant fokus på effektivitet, men ændrede markedsvilkår stiller nye krav og betingelser. Blandt andet er markedet på eksempelvis landtransport gået fra en situation med kapacitetsproblemer til overkapacitet.
Danske Speditører er i øjeblikket i fuld gang med den årlige konjunkturundersøgelse hos medlemmerne, der forventes offentliggjort i løbet af kort tid. Martin Aabak kan ikke røbe detaljer, men siger, at det ikke er nogen hemmelighed, at eksempelvis luftfragten har oplevet en markant nedgang.
GodsvækstDanske Speditørers direktør påpeger også, at den nuværende tilbagegang erfaringsmæssigt kun vil lægge en dæmper på væksten i godstransporten.
- Hvis bare de mange prognoser for godsvæksten holder delvist, så vil der være nok at lave på længere sigt. Globaliseringen betyder, at transportmønstrene bliver mere og mere komplicerede. Hvis det puslespil med betydelige ubalancer i godsstrømmene skal kombineres med industriens behov for just in time levering og miljøkrav, skal gå op, så kræver det professionel styring. Her er det glædeligt, at vi i Danmark har et erhverv og medarbejdere, der besidder netop den viden og erfaring, der skal til, slutter Martin Aabak.
ll@transinform.com