23948sdkhjf

Finanskrise rammer rederier

De første banker er holdt op med sikre betalingen mellem køber og sælger af en fragt.

De første banker er holdt op med sikre betalingen mellem køber og sælger af en fragt.



Det får i mange tilfælde lasten til at ligge stille, og som konsekvens er fragtraterne på tørlast gået i dørken, vurderer aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Laster bliver efterladt, fordi bankerne ikke vil stille betaling til rådighed. Alene i dag (fredag, red.) er indekset for tørlast faldet 11 procent, og vi taler om rater, der i forvejen er faldet 60 pct. i september. Der er jo tale om et kollaps, siger aktieanalytikeren til business.dk.

Norden er et af verdens største tørlastrederier, og dermed i fare for at blive ramt af bankernes uvillighed til at sikre betalingerne.

- Når bankerne er tilbageholdende med betalingsordninger, mærker vi, at fragtrater med tørlast falder. Hele systemet bygger på tillid, og når tilliden forsvinder, går det ud over forretningen. Vi skal vise, at vi kan rebe sejlene i en periode for at tage nyt afsæt senere, siger adm. direktør Carsten Mortensen fra Norden.

Carsten Mortensen understreger dog overfor Berlingske-hjemmesiden, at de fleste skibe er beskæftiget resten af året på kontrakter, hvor raterne blev indgået før prisfaldet.

Hos rederiet Torm udgør tørlast omkring 25 pct. af omsætningen.

- Faldet i fragtraterne er jo nærmest sindssygt. Heldigvis gør det os ikke så meget, om markedet går op eller ned på den korte bane, da vi har lejet mange af vores både ud. Vores primære forretningsområde er stadig på et højt niveau, siger Torms adm. direktør Michael Skov.

Danmarks Rederiforening kalder det et problem, at mange banker er holdt op med at yde basal service til rederierne.

- Hele vores samfund er bygget op på, at de her basale funktioner fungerer, og når bankerne holder op med at udstede garanti på betalingen, kommer varen ikke afsted. Det er urovækkende, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062