23948sdkhjf

Lars Barfoed giver transporten CO2-håndslag

Dialog: En af den nye transportministers første embedshandlinger var at indlede TØFs klimakonference. Selv om transportens CO2-udledning er stigende, anerkendte han branchens gode vilje.

Dialog: En af den nye transportministers første embedshandlinger var at indlede TØFs klimakonference. Selv om transportens CO2-udledning er stigende, anerkendte han branchens gode vilje.



Af Finn Bruun

Transportens CO2-udledning skal nedsættes uden at det går ud over selve mobiliteten. Det var transportminister Lars Barfoeds besked til branchen, da han åbnede Transport Økonomisk Forenings klimakonference. Hans bud var tiltag med vægt på de områder, som giver mest CO2-reduktion for pengene.

- Klima er et tema, hvor vi alle sammen skal passe på ikke at have alt for færdige meninger fra start, og hvor jeg som minister skal have dialog med alle interesserede parter om, hvordan vi bedst kan få bragt CO2-udledningen ned, og hvor man fra transportens side kan bidrage til en samlet klimaplan for Danmark.

- Transporten er på rette vej. Det er jeg ikke i tvivl om i forhold til den kommende CO2-strategi, men derfra og til at sige, at transportsektoren har taget ansvar, underforstået at der ikke er noget at komme efter, er for meget sagt. Arbejdet er ikke gjort endnu. Men sektoren har taget ansvar i den forstand, at man er begyndt på det arbejde, som vi i samarbejde skal videre med, sagde Lars Barfoed, som understregede, at sagen optager regeringen ganske meget i øjeblikket.

Mere transport-CO2

Tallene taler deres tydelige sprog. CO2-udledningen fra transport er stadig stigende.

- Det er en udvikling, som vi ikke har fået vendt, og der ligger derfor en stor og nødvendig opgave foran os, når vi for alvor skal have succes med at nedbringe CO2-udledningen, sagde ministeren og fremhævede, at der er en klar sammenhæng mellem økonomisk vækst og omfanget af transport og personer og gods.

- Trafikarbejde og vækst følges ad, og et velfungerende transportsystem er en helt afgørende forudsætning.

Han pegede også på, at vækst skaber mere transport, og at en udbygning af infrastrukturen er nødvendig for at skabe fortsat vækst.

- Hvis vi skal reducere CO2-udledningen med 20 procent i 2020, så skal vi knække kurven. Opgaven er at minimere transportens CO2-udledning på en måde, der ikke skaber hindringer for transportbehovet og ikke begrænser mobiliteten unødvendigt.

Lars Barfoeds bud på en løsning kræver både dansk og international handling.

- Løsningen skal findes i et topmoderne og energieffektivt transportsystem, som løser vores mobilitetsbehov. Vi skal se på nationale virkemidler, men også løfte opgaven i en international sammenhæng.

Succes med ren luft

Indsatsen for at mindske transportens luftforurening er ifølge Barfoed blevet en succes. Transportens udledning af farlig partikler er således faldet, mens CO2’en er stigende. Så CO2-udfordringen skal lige som med partikeludledning løses med fælles virkemidler i EU:

- Vi er på få år nået til, at udstødningen af miljøskadelige stoffer ikke længere udgør nogen udfordring - selv ikke i tætbefolkede byer. Vi kan her glæde os over, at det er lykkedes at afkoble trafikarbejdets udledning af emissioner. Det knæk er sket via fælleseuropæiske indsats med bilindustrien f.eks. via Euro-normer for lastbiler og krav til emissioner for nybilsalget, sagde ministeren.

I EU forhandles om en klima- og energiaftale, som ventes at omfatte transportsektoren. Tidshorisonten for de aftalte reduktionskrav vil være 2020.

- Jeg mener, at CO2-reduktion skal ske, hvor det er billigst at gøre det. Samtidig skal det stå klart, at transportsektoren også skal bidrage til løsningen af miljø- og CO2-udfordringerne. I den samlede klimahandlingsplan må vi gå efter at høste CO2-gevinsten, hvor det er mest effektivt at gøre det, og hvor vi får mest for pengene.

Vækst med mindre CO2

Udgangspunktet for regeringens CO2-udspil for transportsektoren vil ifølge Lars Barfoed være, hvordan Danmark kan leve op til de internationale krav.

- Som jeg ser det kommer det i Danmark til at handle om løsninger, hvor konkrete tiltag inden for bl.a. transportsektoren leverer et reelt bidrag til at begrænse CO2-udledningen. Der skal tages hensyn, så tiltagene påvirker borgernes velfærd og samfundets vækstmuligheder mindst muligt. For vi skal fortsat have økonomisk vækst og velfærdsstigning i Danmark.

Infrastrukturkommission har anbefalet, at transporten i højere grad skal ske via kollektiv trafik.

- En vigtig del af løsningen er, at flere tager kollektiv trafik, men den samlede indsats vil bestå af summen af flere virkemidler, siger Lars Barfoed. En reduceret transportefterspørgsel vil alt andet lige bidrage til mindre CO2 – men det skal gøres med stor forsigtighed på en måde som sikrer fortsat vækst.

Effektivt transportsystem

Han peger også på indsatser, der effektiviserer transportsystemet, så der udføres mere transport pr. kørt kilomenter.

- Et eksempel er modulvogntog, hvor der kan være mere gods på den samme lastbil. I det hele taget skal køretøjernes kapacitet udnyttes optimalt. Bedre logistikplanlægning og mere gods i lastbilen er således også en del af svaret, mener ministeren.

- Det samme er indsatser, der effektiviserer energiforbruget i transportsektoren, så forbruget pr. kørt km bliver reduceret.

- Det handler også om hvordan man kører i trafikken – hvis vi som bilister eller lastbilchauffører kører energirigtigt er det ikke kun godt for miljøet. Det er også godt for driftsomkostningerne. Der kan her spares op til 15 procent af brændstofforbruget, fastslog Lars Barfoed, som i samme åndedrag efterlyste virkemidler, som effektiviserer energiforbrugets CO2-udslip i form af renere brændstoffer med lavt CO2-udslip.

Ny teknologi

Her er et er ikke mindst teknologien der er forventninger til:

- Der er ikke tvivl om. at der skal teknologisk udvikling og aktiv politisk handling til, så vi fremmer andre typer brændstoffer, hvis transportsektoren på længere sigt skal bidrage væsentligt til CO2-reduktionen, uden at vi går på kompromis med mobiliteten. Det er en stor og vigtig udfordring, og der er ingen nemme lette løsninger. Slet ikke på kort sigt.

- Vi vil fra regeringens side komme med et bud på CO2-mulighederne, men vi kan ikke løse hele udfordringen på transport alene. Opgaven kan ikke lykkes uden mere forskning og teknologisk udvikling og formentlig også skatte- og afgiftsmæssige incitamenter. Måske kommer skattekommissionen med noget i sin rapport til februar, sagde han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.831