Fortsat fremgang hos mæglerne
Glæde: Selv om det i Danmarks Skibsmæglerforening fortsat går fremad over næsten hele linjen så er blikket rettet mod at sikre og udvide branchen.
Rederierne har blæst til samling, for at gøre Danmark til et maritimt verdenscentrum, og skibsmæglerne er her leveringsdygtige i eksempler på dansk tiltrækningskraft. Og i regeringens handlingsplaner omkring Det Blå Danmark er der også lagt vægt på at få udenlandske rederier til at etablere sig i Danmark. Blandt skibsmæglerne er der nu 10 selskaber, som alle er etableret og ejet helt eller delvis af 10 af de allerstørste containerrederier. De danske havne har kunnet glæde sig over forrygende fremgang. Og med dem også skibsmæglervirksomhederne:
- Vi kan med rette være tilfredse med udviklingen, da netop de kommoditeter, der viser vækst, er forretningsområder, hvor danske skibsmæglere samt linjeagenter i høj grad har koncentreret indsatsen og i samarbejde med transportkøberne udviklet nye og tidssvarende koncepter, lyder det i beretningen for 2008.
Inden for linjefarten og især for containertransporten rapporteres der stadig om vækst på 4-5 procent på globalt plan og f. eks. i Danmark voksede containermængderne i 2007 otte gange hurtigere end samfundsøkonomien.
Dog er de stigende bunkerpriser ofte grund til en vis bekymring og er til stadighed en stor udfordring for hele shippingindustrien
I første del af 2008 har der desværre været en mindre nedgang i mængderne, som tilsyneladende skyldes konjunkturerne især inden for byggeri og anlægsvirksomhed.
Containermængder stiger fortsat og i 1. kvartal blev der omsat 12 procent flere TEU over de danske container-terminaler.