23948sdkhjf

Frygt for modulvogntog skyldes uvidenhed

FDL-bestyrelsesmedlem og vognmand Jørgen Jensen kommenterer Margrete Aukens modvilje mod modulvogntog.

FDL-bestyrelsesmedlem og vognmand Jørgen Jensen kommenterer Margrete Aukens modvilje mod modulvogntog.



- Man må da medgive SF’s medlem af EU-parlamentet Margrete Auken, at hun er ærlig i sine udtalelser vedrørende modulvogntog, siger vognmand og bestyrelsesmedlem i FDL, Jørgen Jensen til TTN.

- For eller imod kan jo lige så meget være et spørgsmål om følelser, som det at forholde sig til fakta. At Margrete Auken så lader følelserne råde, er jo hendes valg. Fakta er dog at jernbanens rolle i dag er reduceret til at være underleverandører til lastbilstrafikken, primært på huckepack området. Og det er der jo en vis fornuft i, så længe at der er økonomi i det for de store transportfirmaer, siger Jørgen Jensen.

Han fastslår, at i en tid, hvor alle prognoser taler om stigende godsmængder, er spørgsmålet ikke om det er bane eller bil.

- Det handler om, hvordan man bedst og mest økonomisk får flyttet mest mulig gods, med færrest mulige miljøpåvirkninger til gavn for os alle, siger vognmanden fra Juelsminde.

- Her bør Margrete Auken nok overveje at se tingene fra den anden side. Hvis vi alle vil have en bedre global verden, hvor forudsætningen for velstand er et effektivt transportsystem, er politikerne også nødt til at agere ud fra fakta. Det nytter ikke at blive ved med at hænge sig i transportsystemer der hører fortiden til. Vi skulle jo ikke gerne tilbage til tiden hvor man gik foran et automobil med en lygte, for at advare andre trafikanter om de farer der var på vej, siger Jørgen Jensen.

Han påpeger, at Margrete Aukens ikke er alene om at lade en kombination af uvidenhed og følelser stå i vejen for fakta-baserede holdninger.

- Det er ikke sådan, at alle lastvogne i Danmark bliver til modulvogntog. Sandsynligvis kan der vel blive tale om 2-300 på landsplan. Det er jo også et spørgsmål om økonomi, og i den private transportsektor er der jo ingen statsfinansering i modsætning til godstrafik på bane. Ser man på Sverige, Finland, Canada, Australien og endda Tyskland, der jo har tyske modulvogntog, er det jo kun en begrænset del af transporterne, der udføres af disse. Det anvendes kun der, hvor det er rentabelt, at benytte vogntogskombinationen. For eller imod er en smagssag og følelsessag. Men alt i alt er samfundet og miljøet klare vindere ved indførelse af disse vogntog, siger Jørgen Jensen, der afslutter med at sige:

- Globaliseringen var nok aldrig kommet så vidt, på godt og ondt, hvis vi havde holdt fast i sejlskibene, for lige at drage en parallel.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078