DTL: Fremkommelighed som valgtema
- Patienten har brug for en fem-dobbelt by pass-operation, men lægerne diskuterer i stedet patientens nedgroede negle på livet løs, lyder det meget beskrivende fra DTL
Det er adm. direktør Erik Østergaard, DTL, der i en kronik i Berlingske Tidende i går kritiserede, at Kattegat-broen har optaget spaltepladsen i de seneste måneder, mens over en million af de danskere, hvis arbejde ligger til grund for velfærden, sidder i kø på indfaldsvejene omkring de store byer eller i andre knudepunkter – hver dag, hele ugen.
Han er overrasket over, at intet parti i Folketinget endnu har taget fremkommelighed og tidsspilde ind som et kardinalpunkt i sine partiprogrammer, men han mener, at det kan komme meget snart, måske som valgtema.
Værre og værre- Med de prognoser, der er forude for trafikken, kan vi se frem til, at køerne på motorvejene i de kommende år vil blive længere og længere, uforudsigeligheden i rejsetiden dårligere og dårligere, og mobiliteten værre og værre. Og så vil mobilitet helt automatisk blive et valgtema i velfærdsdebatten på lige fod med pensionsalder, ventelister på sygehusene, kvalitet i hjemmehjælpen osv. – måske allerede ved førstkommende valg, siger Erik Østergaard, der selv sidder i Infrastrukturkommissionen.