23948sdkhjf

Vældig efterspørgsel efter specialtransporter

Efteråret er typisk en aktiv periode for special- og sværgodstransportører – dette efterår ingen undtagelse

Efteråret er typisk en aktiv periode for special- og sværgodstransportører – dette efterår ingen undtagelse



Af Finn Bjerremand

Efterårsperioden er ofte en meget aktiv periode for alt, hvad der hedder special- og sværgodstransporter, og efteråret i år er på dette område ingen undtagelse.

Der er god gang i transport af bl.a. vindmøller, som normalt lægger beslag på en stor del af blokvognsflåden i Danmark.

Hos Give Sværgods udtaler sværgodsdisponent Erik Madsen:

- Vi har meget travlt, og vi kunne sagtens bruge både mere materiel og flere chauffører.

Bureaukrati

Den største udfordring i øjeblikket er dog bureaukratiet i lande som Tyskland og Frankrig. Virksomheden oplever i øjeblikket, at det tager op mod tre til fire uger for at få en tilladelse til en sværgodstransport i Tyskland.

Og i Frankrig er det helt galt. Der går der mellem to og tre måneder for at få lov til at udføre sådanne transporter. Give Sværgods afvikler i øjeblikket en del transporter fra Spanien til Frankrig, så man er ramt af det franske bureaukrati.

Leveringstid

Direktør Frank Nørager, Frank Nørager & CO. A/S i Fjerritslev siger til Danmarks Transport-Tidende, at der er nok at lave over hele linien.

- De lange leveringstider på nyt materiel sætter jo deres begrænsninger, så man ikke bare kan udvide kapaciteten ved at anskaffe sig mere materiel. Der er ca. et års leveringstid på nyt equipment. Til gengæld har den nordjyske specialtransportør ikke problemer med at rekruttere chauffører. Frank Nørager siger, at ca. halvdelen af firmaets chauffører kommer fra området Vejle og nedad i Sydjylland.

Flere udbydere

Peter Juel indehaver af Peter Juel Transport ApS i Bellinge siger, det er meget svingende – Der er en tendens til at det går lidt nedad, og i perioder har vi køretøjer hjemme. Men om dette er generelt, kan jeg ikke udtale mig om.

Vognmanden, der fortrinsvis opererer indenfor området med maskinflytninger, siger at der også er kommet flere udbydere inden for dette felt. Peter Juel Transport råder over syv trækkende enheder, hvor af to er med kran. Dertil kommer to blokvogne og forskellige maskintrailere m.v.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127