Rasteplads-kritik gør indtryk
Der har fra vognmands-side været rejst kritik af, at der i en tid, hvor der er ekstra brug for rastepladser tværtimod er sket nedlæggelser. DTL er derfor glad for, at der ser ud til at kunne skabes politisk flertal for nye rastepladser – også krav om værdighed for chaufførerne
Af Finn Bruun
Kritikken af rasteplads-situationen har stået på i over et år.
- Det er meget vigtigt, bl.a. af hensyn til overholdelsen af køre- hviletidsreglerne, at der er pladser, hvor man kan holde, og derfor har vi kraftigt kritiseret, at Vejdirektoratet i de senere år har nedlagt rastepladser. Der kommer flere og flere lastbiler på de danske veje, og derfor skal udviklingen i stedet gå den anden vej. Og der er brug for tidssvarende motorveje med fx ordentlige toiletforhold. Der skal vises respekt for de mennesker, der holder Danmark i gang, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
Det er Erhvervs-Bladet, som har konstateret, at der ser ud til at være flertal for en hurtig indsats for at etablere nye pladser, og DTL forventer, at Vejdirektoratet hurtigt tager fat på den nye opgave – også i betragtning af, at lastbiler i dag er nødt til at holde ulovligt i vejkanten på indfaldsvejene til rastepladserne bare for at kunne overholde køre- hviletids-reglerne. Så det er tvingende nødvendigt, at der med det samme åbnes op for de lukkede pladser samt etableres nye, moderne rastepladser, understreger han.
Vejdirektoratet har de seneste fire år nedlagt 20 ud af 60 rastepladser med den begrundelse, at de var "for små og utidssvarende".
Værdige rastepladser
Den danske EU-parlamentariker Anne E. Jensen, som netop er kommet igennem med et initiativ i EU-parlamentets transportudvalg, så sagen om sikre rastepladser nu for alvor er kommet op på EU-Kommissionens bord, undrer sig over, at man i Danmark følger et for længst fastlagt moderniserings-program for rastepladser, som nedlægges fordi de er forældede samtidig med, at behovet er klart stigende.
- Nu må vi se at få gennemført politisk, at der i stedet sker en udvidelse af antallet af rastepladser herhjemme, siger hun til Danmarks Transport-Tidende.
- Samtidig er det vigtigt, at kvaliteten er i orden, så chaufførerne, der ofte må opholde sig mange timer på rastepladser har ordentlige faciliteter. I mit arbejde med sikre rastepladser i EU har jeg mødtes med chauffører, og det ønske de nævnte allerførst var at blive behandlet på en værdig måde. Ikke at være henvist til at overnatte tilfældige steder uden de vigtigste fornødenheder og faciliteter. De løser jo den vigtige opgave at få EU til at hænge sammen transportmæssigt - ofte under vanskelige betingelser, og de har fortjent, at blive hørt.
- Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes også i samarbejde med DTL i Bruxelles at få transportkommissær Jacques Barrot til, at se, at rastepladser skal tages alvorligt. Det betyder også, at embedsapparatet i Kommissionen nu ser med større interesse på sagen, siger Anne E. Jensen.