23948sdkhjf

Scania holdt rejsegilde for fremtiden

Danmarks største lastvogns- og buscenter tager form ved Ishøj

Danmarks største lastvogns- og buscenter tager form ved Ishøj



Af Lars Lassen

Der er tænkt stort ved anlægget af det nye lastbil- og buscenter, som Scania Danmark A/S er fuld gang med at opføre på Industribuen i Ishøj, lige ved frakørsel seks, ring fire.

Det er både tydeligt på tegningerne og når man ser betonskelettet til det nye servicecenter.

Når projektet står færdigt vil 8.000 kvadratmeter af den 40.000 kvadratmeter store grund være bebygget med i alt 10.000 etagemeter. Der vil være hele 28 værkstedsbaner, med 55 reparationspladser og anlægget forventes at beskæftige omkring 100 medarbejdere.

Centeret, der skal drives af Scania Biler A/S, kommer til at bestå af en central salgs-, administrations- og lagerbygning (med en 16 meter høj lagerrobot), med to reparationsfløje til henholdsvis lastvogne og busser.

Busfløjen får fem og en halv bane, mens lastvognsfløjen får syv baner mens tre afsættes til service. I en selvstændig værkstedsbygning indrettes tre baner til skadesreparationer, en bane til dæk og aksler. Her placeres desuden en bane til glasfiberarbejder, mens den sidste bane skal anvendes til synsvirksomhed. Endelig vil der også være vaskeanlæg.

Grundigt forberedt

Scania Danmark har ifølge informationschef Mikael Friis foretaget den mest omfattende markedsundersøgelse nogensinde. Det er resultaterne af denne undersøgelse, der danner grundlaget for det nye lastvogns- og buscenter.

Servicepaletten byder på en række nye aktiviteter, som døgnåbent (en service, der forventes udviklet gradvis), tankanlæg, dækcenter, vaskehal, skadescenter med chassisopretning, akseludmåling og justering.

Centeret vil også tilbyde service af hydraulik, herunder autoriseret eftersyn af lifte- og kraner.

Der bliver naturligvis også plads til den nye 25,25 meter lange modulvogntog.

Centeret bliver indrettet med topmoderne værkstedsfaciliteter, der på en række områder nytænker arbejdsprocedurerne. Det skal både give effektiviseringer af driften, men også sikre bedre arbejdsstillinger og ergonomi for mekanikere og specialister.

Der bliver naturligvis også tænkt på kunderne og chaufførerne, med en central kundemodtagelse, café, hvilerum og badefaciliteter, TV m.m., samt tilslutning af pc til internet.

Mere omsætning

Medarbejderne kan se frem til en række markante forbedringer af både arbejdsvilkår, herunder på sikkerhed og arbejdsmiljø, men også bedre velfærds velfærdsfaciliter.

Informationschef Mikael Friis ligger ikke skjul på, at Scania foretager en massiv satsning med det nye lastvogns- og buscenter, der kommer til at koste omkring 200 mio. kroner.

- Vi forsøger at tilpasse vores service til udviklingen og vores kunders ønsker i langt højere grad end det hidtil er set i Danmark. Dermed håber vi, at vi kommer til at gå i front for udviklingen og vi forventer, at vores konkurrenter kommer til at følge efter, siger Mikael Friis til Trans-Inform.

Den store investering lægger også et pres på koncernen.

- Det er klart, at vi skal tjene flere penge, hvis det skal løbe rundt. Det har vi vidst siden vi begyndte projekteringen. Det er også derfor vi udvider serviceudbuddet og åbningstiden, siger Mikael Friis.

Scania Danmark forventer en betydelig gevinst ved at samle serviceaktiviteterne for busser og lastvogne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.883