Fluen var i vældig godt humør den morgen. Det var blevet sommer, og den lune luft kunne allerede fra morgenstunden mærkes i vindueskarmen på vognmandens kontor, hvor fluen residerede. Den var blevet noget kuldskær her på sine gamle dage, så det var rart med lidt sol.

Så fluens rædsels-scenario satte først ind, da chefen lidt senere på dagen tog mod en gæst på kontoret. Det var en arkitekt fra et stort entreprenørfirma, kunne fluen forstå af samtalen. Det var ikke fordi fluen havde noget specielt mod arkitekter, men den havde en sær modvilje mod netop ham her. Han lød ellers vældig flink, da han begyndte at forklare vognmanden alt muligt om bygninger og grunde.

Det var chefen selv, der fyrede bomben af: - Så vil vi altså kunne forvente at flytte ind i de nye bygninger til efteråret næste år, konstaterede han og arkitekten nikkede: - Ja, måske endnu lidt før, hvis vi kan få fat på folk nok.

- Flytte! Fluen var lamslået. Den havde absolut ingen planer om at flytte. Nu havde fluen og dens far og bedstefar og generationer før dem boet i den vindueskarm, og det skulle der bestemt ikke laves om på. Hvad havde de tænkt sig!

Så oprevet var det stakkels insekt, at den end ikke opdagede, at der var småkager til kaffen på mødebordet i vognmandskontoret. Det slags registrerede den ellers på tiendedele af sekunder.

Det var først da mødet var forbi og bogholderen kom ind for at diskutere sagen nærmere med chefen, at fluen slappede en anelse af. Det var åbenbart ikke endeligt besluttet, at firmaet skulle flytte i nyt domicil.

Men chefen havde det der overenergiske smil på, som fluen af erfaring vidste betød, at nu skulle der ske noget. Her og nu.

- Det bliver virkelig godt. Tæt på motorvejnettet men alligevel i nogle kønne omgivelser, og så får vi også plads til det lagerhotel, vi talte om.

Bogholderen nikkede en anelse forbeholdent. – Ja, men jeg mener jo stadig, at vi skal passe på med at tage munden for fuld. Vi er helt enige om, at firmaet i høj grad mangler plads. Men jeg vil altså være mest tryg, hvis vi laver de udvidelser, som vi rent faktisk kan gennemføre her på grunden. Der er areal nok.

I de år de havde arbejdet sammen, havde det udviklet sig sådan, at bogholderen havde rollen som den påholdende næsten nærige, mens vognmanden var langt mere rundhåndet i sine visioner. Reelt brugte han dog nødig en øre mere end højst nødvendigt, men når det gjaldt projekter, var det en god måde at få afprøvet ideerne på. Og vognmanden elskede nye projekter.

- Nej, nu må du holde op. Jeg har ikke lyst til at gøre tingene halvt. Vi skal under alle omstændigheder investere så meget, at det ikke er et spørgsmål om en enkelt million mere eller mindre. Jeg har talt med banken og de er faktisk ikke nær så forsigtige, som du er i dette spørgsmål. Revisoren er også med på et nybyggeri.

- Nåh, sagde bogholderen. – Så vidt jeg husker havde han da en række forbehold.

- Ja, men dem er jeg ved at få klaret ét for ét. Jeg har allerede fået foreløbigt tilsagn fra kommunen derude. De er langt mere erhvervsvenlige end her.

Fluen kunne mærke, at chefen virkelig brændte for denne sag. Han havde før talt om at bygge nyt, men ikke om at de skulle flytte. Det gøs i fluen. Hvad skulle der så blive af den?

Også bogholderen fornemmede, at chefen var tæt på en beslutning, ikke lige på stedet men mentalt. Han var så engageret at han ubevidst begyndte at rede den smule hår han havde tilbage, som han altid gjorde, når han var anspændt. Derfor spillede bogholderen sit trumfkort ud: - Hvad siger din kone?

- Ja, i princippet synes hun, at det er en rigtig god ide.

- I princippet?

Nå ja, hun er ikke vild med, at der skal investeres så meget, men selve tanken om, at firmaet er i en fase, hvor vi er tvunget til at tage næste skridt, hvis vi skal blive ved med at udvikle os, er hun med på. Hun har også set, hvordan det er gået kolleger, der slår sig til tåls med, at ”nu har vi nået det ville gerne ville, og vi tjener godt og får sikkert en masse penge for firmaet, når vi skal pensioneres”.

- Det duer ikke. De firmaer går i stå. Man skal hele tiden være lidt på forkant, så man er klar til næste udfordring, inden den kommer.

- Præcis, indskød bogholderen, som virkelig var imod det dyre nybyggeri. – Vi skal være på forkant. Og det var jo også derfor vi talte med de folk fra IT-Siloen om en gennemgribende fornyelse af vores systemer. Vi kan jo styre det hele, bilerne, turene, økonomien, kunderelationerne og meget andet på en langt mere effektiv måde. Og vi kan få råd til både en udvidelse her på stedet og til de nye systemer for et langt mindre beløb end nybyggeriet vil koste.

Fluen heppede i den grad på bogholderen.

- Jeg ved godt, at du helst vil investere i solide mursten og grundværdier. Men med det nye stærke IT-system får vi jo virtuelt et helt nyt firma. Og jeg tør godt vædde på, at IT-investeringer af den kaliber tjener sig hurtigere ind igen end mursten, sådan som tingene og renten ser ud i øjeblikket, fastslog bogholderen.

Og fluen kunne se, at det sidste ramte plet. Det var præcis, hvad chefen selv havde som vigtigste bekymring.

- Men det ene udelukker vel ikke det andet. Jeg vil gerne have både nyt IT-system og et nyt domicil, sagde chefen.

- Nej, bestemt ikke. Især ikke hvis det sker i den rækkefølge, svarede bogholderen.

Og fluen slappede omsider af. Ingen flytning.