Flådestyring finansierer sig selv
’Co-Driver’ er et moderne flådestyringsystem for store og små transportvirksomheder
Af Lars Lassen
Flådestyringsystemet Co-Driver kommer fra Sverige, hvor systemet i dag er markedsførende foran tilsvarende systemer fra de svenske lastbil-ikoner Volvo og Scania.
En postion som Co-Driver har opnået på blot seks år, siden firmaet Vecho introducerede systemet i Sverige i 2001.
I Danmark står Kyborg A/S for markedsføringen af Co-Driver der er et komplet flådestyringssystem med alle de elementer, der i dag hører til den type styringsværktøjer. Herunder ordrebehandling, positionering, tracking samt et effektivt og hurtigt meddelelsessystem. Kommunikationen foregår over GPRS-systemet og data fra Co-Driver systemet kan naturligvis integreres med virksomhedens eksisterende regnskabssystemer, så ting som fakturering kan gennemføres uden unødigt dobbletarbejde .
- Kunden får ved købet reelt hele pakken, men betaler naturligvis kun for de værktøjer, som virksomheden har brug for. Det betyder også, at det er let at tilføje flere værktøjer med tiden, da det blot kræver at man køber licens til det pågældende værktøj, siger Bjørn Rønshof, der er adm. direktør i Kyborg A/S.
OverblikDet centrale element er naturligvis positioneringstjenesten, der viser bilens identitet og geografiske placering på et oversigtskort på disponentens PC. Kørselslederen har dermed et optimalt overblik i realtid, når han skal træffe afgørelser om placeringen af nye ordrer, der automatisk videresendes til chaufførens terminal i den valgte lastbil.
Co-Drivers kommunikationssystem kan sende tekstbeskeder fra kontoret og ud til chaufførens terminal. Det betyder at man er sikker på, at chaufføren får beskeden, selvom han er væk fra bilen, når den modtages. Når chaufføren har læst beskeden sendes der automatisk en kvittering tilbage til kontoret. Disponenten kan vælge tilføje op til fire svarmuligheder til beskeden, så chaufføren slipper for at indtaste en tekst til svar, men blot kan svare med et enkelt tryk. Chaufføren kan naturligvis også sende beskeder den anden vej og til andre lastvogne, hvis han har behov for det.
Hver for sig og sammen er de forskellige værktøjer i Co-Driver med til at effektivisere driften til gavn for både konkurrenceevnen og bundlinien i transportvirksomheden.
Systemet kan også foretage arbejdstidsregistrering for chaufførerne, ved at gøre det til en automatisk del af opstarts, og luk procedurerne for Co-Driver.
BrændstofgevinstenMen det Co-Driver modul, der for alvor skærer en solid bid ud af driftsomkostningerne, er brændstofmodulet. De svenske erfaringer viser dokumenterede besparelser på 6-12 procent.
- Man kan groft sagt sige, at brændstofbesparelsen alene betaler gildet. Hvis man kører omkring 150.000 kilometer og reducerer brændstofforbruget med fem procent, så vil startinvesteringen for hele systemet typisk være betalt i løbet af 12-18 måneder. Herefter vil der være ’overskud’ i regnskabet, fordi den løbende brændstofbesparelse overstiger det abonnement, som kunden betaler, fortæller Bjørn Rønshof.
De omfattende svenske erfaringer fra et meget stort antal vognmandsvirksomheder, viser typisk brændstofbesparelser på mellem 6-12 procent.
Brændstofmodulet aflæser løbende lastvognsmotorens forbrug via Lastbilens CAN-bus system, hvilket giver virksomheden et helt præcist og dokumenterbart overblik over brændstofomkostningerne på den enkelte lastvogn og den enkelte chauffør.
Men Co-Driver sparer ikke en eneste dråbe brændstof af sig selv. Besparelsen kommer først, når data fra brændstofmodulet anvendes til at ændre chaufførens kørselsstil.
Chaufføren kan på sin egen terminal i bilen hele tiden se, om han kører økonomisk eller ej. Det giver direkte og øjeblikkelige forbedringer af kørestilen.
Mere langsigtet kan de månedlige statistikker over chaufførens kørsel bruges til at identificere dårlige vaner og målrette indsatsen med eksempelvis kurser i økonomisk kørsel.
- Vi har alle i større eller mindre grad lært at gøre tingene rigtigt, men tillægger os dårlige vaner hen ad vejen. Det gælder også professionelle chauffører. Her kan Co-Driver være med til at fastholde den positive adfærd og hjælpe med at ændre uhensigtsmæssige kørevaner, fortæller Bjørn Rønshof.
MælkebilerMejerikoncernen Arla har anvendt Co-Driver på flåden af mælkebiler, der kører ud og henter råmælken ude hos mælkeproducenterne, i godt et år.
- Arla har sparet omkring seks procent i det første år. Når tallet ikke er højere, så skyldes det, at Arlas chauffører, der typisk har kørt for koncernen i 25-30 år, i forvejen kørte meget pænt og fornuftigt, fortæller Bjørn Rønshof.
Arlas Co-Driver projekt omfatter 96 mælkebiler, der køres af omkring 300 chauffører, der kører bilerne i toholdsskift. Ifølge Arlas transportchef Anders Beck Larsen, der på Transport2007 i Herning gjorde status over projektet, så har koncernen reduceret brændstofforbruget med mere end 400.000 liter diesel, hvilket er en besparelse på 5-6 procent. Det svarer til en gevinst på over 2,5 mio. kroner.
- Det er altså mange penge vi taler om her og Arla er ikke færdige med at høste gevinsterne. De har indtil nu fokuseret på overhastighed og opbremsningsteknikker. Nu sætter de fokus på tomgangskørsel, der er en post, som virkelig overrasker mange af vores kunder, siger Bjørn Rønshof.
I Arla hænger man hver måned statistikkerne op på opslagstavlen på chaufførstuerne rundt omkring i landet.
- Det giver selvfølgeligt også lidt indbyrdes konkurrence mellem chaufførerne om, hvem der kører mest brændstoføkonomisk. Men det handler først og fremmest om at give alle et overblik over vigtigt udgiftsområde, som alle har medindflydelse på, siger Bjørn Rønshof.
Første skridt på vejenDerfor kræver et værktøj som Co-Drivers brændstofmodul også, at både chauffører og ledelse er indstillet på at indførelsen af Co-Driver blot er første skridt på vejen i noget, de er en løbende proces.
Kyborgs adm. direktør lægger ikke skjul på, at mange vognmænd ser med skepsis på Co-Driver systemet, fordi de frygter reaktionen fra medarbejderne.
- Der er mange som vil kalde det her overvågning, der skal bruges til at dunke chaufførerne oven i hovedet med. Men det er helt op til ledelsen, hvordan man anvender det her værktøj. Hvis det anvendes rigtigt, så er det en gevinst for alle parter, fastslår Bjørn Rønshof.
- Hvis vi eksempelvis tager sådan noget som overhastighed. Altså det at chaufførerne kører hurtigere end den højeste hastighed, som virksomheden ’tillader’ (virksomheden bestemmer selv, hvilke hastighedsgrænser der betragtes som overhastighed, der registreres og indberettes elektronisk). Om chaufføren kører 84 kilometer i timen eller 94 kilometer i timen ude på motorvejen, betyder reelt ikke ret mange vundne minutter i løbet af en arbejdsdag. Chaufføren når reelt ikke flere opgaver. Men merforbruget ved 94 kilometer i timen er betragteligt. Det er en meromkostning som virksomheden ikke får ret meget ud af og den høje hastighed er bare med til at stresse medarbejderen. Det er altså en gevinst for begge parter, hvis man undgår generel kørsel med overhastighed, siger Bjørn Rønshof.
Han fremhæver igen Arla som et eksempel på en positiv tilgang til systemet.
- Systemets gevinster skal høstes i et samarbejde mellem chaufføren og disponenten. Det skal være en fordel for alle. I Arla arbejder man målrettet med dialog og efteruddannelse af medarbejderne.
MiljøgrønBjørn Rønshof fremhæver, Co-Driver ikke alene sparer brændstof, men lige som de andre elementer i Co-Driver giver økonomiske gevinster bredt set.
- Vi kan måle brændstofbesparelsen. Men der er også en række indirekte besparelser. Alle ved, at hvis man kører brændstoføkonomisk og pænt, så giver det mindre slitage på bremser og drivlinie og materiel. Samtidig kører man mere miljøvenligt og reducerer CO2 udslippet. Endelig vil en brændstoføkonomisk trafikadfærd også være med til at forbedre lastbilernes image blandt de andre trafikanter, siger Bjørn Rønshof.
Han understreger, at Co-Driver ikke kun er for store virksomheder.
- Selv selvkørende vognmandsvirksomheder kan med fordel anvende vores system. Det afhænger naturligvis af hvor meget den pågældende lastbil kører, men det er ikke urealistisk med årlige besparelser på over 12.000 til 15.000 kroner per lastbil per 100.000 kilometer, siger Bjørn Rønshof.
Systemet tillader også chaufførvognmanden at udføre en lang række administrative opgaver i lastbilen – vel og mærke uden papir.
- Det giver også yderligere effektiviseringer. Selv den selvkørende vognmand vil kunne klare en betydelig del af papirarbejdet fra førerhuset med Co-Driver. Sammenlagt er Co-Driver et værktøj, der giver transportvirksomheden en markant forbedring på konkurrenceevnen, slutter Bjørn Rønshof.