DTL: Panik-lovning truer erhverv
Kan danske dyretransportører overleve, spørger DTL efter, at Folketinget 1. juni vedtog en klippekortsordning for dyretransportører.
Ordningen rammer så bredt, at ikke kun de brodne kar rammes, men også de seriøse transportører, der gør sig umage, fremhæver DTL, som understreger, at dyr uden diskussion skal behandles ordentligt
- Og det det gør langt de fleste dyretransportører også. Men den nye klippekortsordning har nogle utilsigtede virkninger, så den i stedet har karakter af paniklovgivning, og vi har allerede nu set en seriøs virksomhed, der er ved at afvikle sin forretning, fordi den nye lov er ødelæggende, siger konsulent Lisbet Hagelund, DTL (Dansk Transport og Logistik), der repræsenterer de danske transportvirksomheder.
- DTL mener, at Folketinget som minimum skulle have gennemført anbefalinger fra arbejdsgruppen bag ordningen om 3x3 klip. Man skal huske, at flere af de overtrædelser, der i fremtiden giver klip, er behæftet med subjektivitet og usikkerhed, der berettiger til et vist antal chancer. Det er en meget alvorlig sanktion at fratage virksomheder retten til at drive erhverv, siger hun.
- Hvis dyret ikke er transportegnet, gives der et klip. Men det kan være umuligt at se visse skader på dyrene, før de læsses, f.eks. et gammelt, men sammenvokset, benbrud, der først bliver synligt under transporten, som alt andet lige er mere belastende for dyret end at stå i stalden.
Rammer store virksomheder- Loven ligestiller store og små virksomheder, og det betyder, at den ikke skelner mellem, om der er begået fire overtrædelser på 100 transporter eller på 1 mio. transporter. Vi havde ellers leveret en model, der kunne tage højde for det problem, siger hun og nævner, at bødeniveauet nu bliver så højt, at det ikke står lig med fortjenesten.
- Fremtidige bøder bliver mellem 7.000-40.000 kr. alt efter karakter, og alt efter om det er sket før, og det kan meget hurtigt udhule transportørernes fortjeneste. Jeg er bange for, at uforholdsmæssigt mange virksomheder lukker, og at Folketinget må lave loven om igen. Var det politikernes intention?" spørger Lisbet Hagelund.
DTL har ellers støttet regeringens udspil om at indføre krav om vejesedler fra landmanden, så transportøren får bedre vished for dyrets vægt som basis for at udregne antallet af dyr, der må være på bilen. Om det er muligt i henhold til EU-retten undersøges nu.