Tungtvejende udspil i det lette segment
Volvo ramte plet med de ny lette lastvognsserier FL og FE, som blev introduceret sidste år. Vi har testet FE-versionen herhjemme og kan melde om en både velkørende og arbejdsvenlig lastvogn
Af Finn Bjerremand
De to nye serier afløser den efterhånden aldrende FL-serie, og jeg har netop haft fornøjelsen at prøvekøre en FE-version under hjemlige himmelstrøg.
Det er tale om en treakslet FE med 320 hk motor.
FE-serien er den store af de to letteste lastvognsserier i Volvos omfattende program, og dækker vægtklassen fra 18 til 26 ton totalvægt. På den måde overlapper FE også det nederste af programmet i den mellemtunge FM-serie, og det kan godt betyde, at kunderne måske i visse tilfælde vil vælge en FE i stedet for en FM.
Moderne syv liters motorFE 320 er udstyret med en D7E-320 motor i Euro 5 udførelse. Denne motorversion er en sekscylindret 7,2 liters Deutz-motor, som er udviklet af Deutz og Volvo Powertrain i fællesskab.
Dieselmotoren er meget forskellig fra Volvos egne motorer, specielt de seneste generationer, fordi den er konstrueret med en gammeldags sideplaceret knastaksel med stødstænger.
Samtidig er motoren udstyret med en commonrail-pumpe. Men det er nu ikke helt tilfældigt, at knastakslen er placeret på siden af motoren. Man har nemlig af hensyn til pladsbehovet fra forakslen og op til bunden af motorkassen ønsket en så lav motor som muligt.
Motorens højdekrav mellem foraksel og undersiden af motorkasse er stort set bestemmende for hvor stor en motorkasse, man får i bunden af et frembygget førerhus. Dermed er motorhøjden langt hen ad vejen også med til at afgøre, hvor godt et førermiljø, der er i førerhuset.
Euro 5 miljøkravet klares på den nye motor af en SCR-katalysator, der ved hjælp af AdBlue renser udstødningen.
Ikke noget at prale afFE’ gearkasse er også kommet ude fra. Det er en range-gearkasse med typebetegnelsen ZTO1109, med ni trin i fremadgående retning, som kommer fra ZF.
Heldigvis har Volvo valgt løsningen med en knap på gearstangen til at skifte op eller ned i rangedelen. Gearstangen går lidt stramt i den forholdsvis nye lastvogn, der netop har passeret 22.500 km. Hvis man er vant til at køre f.eks. en ældre model Volvo FH12, vil man finde gearskiftet ok. Men har man kørt en del med Volvos moderne I-shift, så er gearkassen ikke noget at prale af. Det er nok det mest kritisable punkt jeg kan finde på denne vogntype.
Sørgeligt nok leverer Volvo endnu ikke nogen I-shift eller lignende løsning til FE eller for den sags skyld til FL-serien.
Men når jeg skriver ”endnu”, er det fordi jeg er overbevist om, at der må komme en gearkasse med et automatiseret gearskifte, uden at det er en rigtig automatgearkasse. Den løsning kan man allerede få leveret. Men det koster mere i anskaffelse og i drift. Vognen kan nemlig leveres med en seks trins Allison fuldautomatisk gearkasse.
Formidabel førerpladsBagakslen er af typen RSS1344B, der er enkeltudvekslet og har en gearing på
4,11 – 1. Bogien er en typisk Volvo luftaffjedret med en singlemonteret styrende bogieaksel.
Har man ikke lige behov for en rigtig tvillinghjulsbogie er løsningen med den styrende aksel et fint alternativ, der giver stor manøvredygtighed og dermed et formindsket dækslid og brændstofforbrug.
Den testede Volvo FE 320 er udstyret med et førerhus af typen L3H1 Sleeper, der har en fornuftig køjeløsning. Højre dør er udstyret med to store vinduespartier, både et foroven og forneden. En løsning som er fulgt med fra vognens fætter, Renault, der længe har kunnet tilbyde denne løsning i højre dør.
Det bevirker, at man har et godt udsyn ud til højre og der kommer samtidig meget lys ind i førerhuset.
Men ingen roser uden torne. Det øverste vindue i højre dør er delt i to dele, hvor den ene del kan skydes i længderetningen for at kunne åbnes. Det er i for sig en udmærket løsning, men løsningen giver vindstøj under kørslen i den ellers meget støjsvage lastvogn, og det er faktisk synd.
Førerpladsen er formidabel, næsten som i Volvos FM og FH-serier.
Man må dog tænke på, at der er lidt ringere pladsforhold, fordi her er tale om en mindre ”skal”, hvor man gerne vil have masser af plads på alle leder og samtidig have alle de gode detaljer med. Det kan ikke lade sig gøre, uden der må laves kompromisser andre steder.
Alligevel er det lykkedes rigtig godt. Alle instrumenter og vigtige kontakter sidder lige foran rattet eller til højre for på det lidt bøjede instrumentpanel. Det hele er til at nå og overskue, og man har let kontrol over alle vigtige funktioner.
Førersædet kan indstilles så de fleste altid vil kunne finde en behagelig siddestilling og med rattets indstillingsmuligheder er førermiljøet helt i top.
I hattehylden lige over førerpladsen er den digitale fartskriver placeret ligesom der er plads til andre vigtige apparater og kontakter. I testvognen sad en Grundig OBU til Mautbetaling i Tyskland, ligesom cd-afspilleren med plads til fem cd er placeret i panelet. Med denne placering er det let at komme til for føreren.
Velkørende og brugervenligDer er tale om et tigerspring fra Volvos tidligere FL.serie og op til denne FE-version. En moderne lastvogn, der er let at betjene, og som lever op til forventningerne til et moderne produktionsapparat, der både skal have en positiv virkning på førerens arbejdsdag og på ejerens økonomi.
Efter en dags kørsel på i alt 350 km, der er afviklet på jyske veje er mit totale indtryk af FE-serien, at der er tale om en velkørende og meget førervenlig lastvognsserie.
Motoren er ikke som mange store lastvognsmotorer i dag sejtræksmotorer, hvor man bare kan skifte gear ved meget lave omdrejningstal. Når man kører ud af vejen med den fuldlastede FE 320 skal man nemlig lige vænne sig til at lade den køre højt op i omdrejninger, inden man skifter til et højere gear. Det kan man dog hurtigt vænne sig til.
Ud over det kedelig gearskifte har jeg en anke over motorbremsens manglende effektivitet. Med Volvos normale VEB og nu også VEB+ motorbremse på de store vogne, så virker det næsten som om motorbremsen er virkningsløs i FE. Man skal helt op i toppen af omdrejningsfeltet for at få tryk på, og det er klart det modsatte af, hvad vi er vant til nu til dags. Her må Volvo kunne tilbyde en bedre løsning, når der kommer en lille opdatering lidt ude i fremtiden.
Måske kan man forestille sig muligheden af en VEB-motorbremse eller en retarderløsning. Driftsbremserne virker perfekt, hvilket ikke mindste skyldes de effektivt virkende skivebremser. Styretøjet fortjener også ros, det giver en meget direkte og præcis kontakt med vejbanen.
Et godt budStår man som vognmand eller lastbilejer for at skulle udskifte til en ny treakslet lastvogn til solokørsel og det være sig til såvel distribution, som regional eller fjerntransport, så vil Volvo FE 320 være et godt bud på den rigtige løsning.
Brændstofforbruget på den 350 km lange tur, som både omfatter kørsel i bytrafik, biveje, landeveje, hovedveje og motorveje, og såvel flade som bakkede områder, udviste et brændstofforbrug på 3,475 km pr. liter. Det bør dog absolut kunne blive bedre, og jeg vil tillade mig at tilskrive en del af det forholdsvis store forbrug min manglende erfaring i at køre med denne vogn.