23948sdkhjf

Tysk chauffør fik kun lille bøde

Der er forskel på bødestørrelserne for danske og udenlandske chauffører. bødetakseringen af tabt vindmølledel beviser atter forskelsbehandlingen

Der er forskel på bødestørrelserne for danske og udenlandske chauffører. bødetakseringen af tabt vindmølledel beviser atter forskelsbehandlingen



- Fuldstændig vanvittigt.

Det var den helt klare og umiddelbare kommentar fra DTLs formand Jørgen Egeskov, da Trans Inform talte med ham om sagen, hvor et tysk lastvognstog tabte en tung vindmøllegenerator i et vejkryds i Kolding i slutningen af april.

Generatoren, som i stedet for surring kun var dækket til med en presenning, væltede ud over kanten af lastvognens lad og direkte ned på en cykelsti. Til alt held var der ingen cyklister på stedet, da det skete.

Disponent Claus Jensen fra JKS Transport i Padborg, der stod for transporten med den tyske lastvogn, fortæller til Trans Inform, at de kæder som vindmølledelen var surret fast med, blev stjålet fra lastvognstoget, mens det holdt parkeret på en parkeringsplads ved motorvejen tæt på grænsen.

- Det er ikke første gang vi har været ude for det. Det sker ofte på parkeringspladser i både Tyskland og Danmark, siger Claus Jensen.

Men det friholder ikke den tyske chauffør for ansvar. Man bør jo som en ansvarlig og omhyggelig chauffør tjekke sine surringer, inden man begynder at køre, efter at have holdt pause. Når man kører med sværgodskolli som denne tunge vindmølledel, har man faktisk en særlig forpligtigelse til at sikre sig, at godset ikke kan falde af.

Latterlig lille bøde

Sydøstjyllands Politi valgte at udskrive en bøde på bare 1.000 kr. til den tyske chauffør. En sats der står i direkte skærende kontrast til det bødeniveau, som danske vognmænd og chauffører dagligt bliver præsenteret for.

Hvis det havde været en dansk chauffør, der havde begået denne samme forseelse, ville der nok, efter redaktionens bedste skøn, have været tale om en betinget frakendelse af kørekortet og en stor bøde til både vognmand og chauffør.

Trans Inform har været i kontakt med en vognmand, der for et par år siden blev standset i kontrol og noteret for, at godset efter politiets mening ikke var surret tilstrækkeligt.

I pågældende tilfælde, var der ikke faldet noget af. Alligevel fik vognmanden en bøde, der var større end den, der blev udstedt til den tyske chauffør i sagen fra Kolding.

Samtidig måtte den danske vognmand op til fornyet køreprøve, en sag der løb op i mere end 10.000 kr.

DTLs formand, vognmand Jørgen Egeskov lægger da heller ikke fingrene imellem, han siger direkte til Trans Inform.

- Det er fuldstændig vanvittigt. Det hører ingen steder hjemme, at en udenlandsk chauffør kan slippe med en så lille bøde ved en så graverende forseelse. På spørgsmålet om det er noget som DTL vil forsøge at ændre på, siger Jørgen Egeskov: - Det er noget vi helt sikkert vil påpege fra organisationsside.

Lighed for loven

Vi har også spurgt formanden for færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo om hans syn på sagen.

Han siger: - Vi skal passe på ikke at blive for firkantede. Det plejer jo ikke at være branchen, som kræver højere bøder, men derimod politikerne, siger Karsten Nonbo med et skævt smil.

- Det her er jo pludselig den omvendte verden. Vi må hellere sige, at en tysk chauffør i Danmark skal behandles på samme måde som en dansk chauffør, og der skal være lighed for loven. Det er også dejligt, at der i sagen er taget højde for, at kæderne er blevet stjålet. Der skal være mulighed for at tale sig ud af den store bøde, når man har en plausibel forklaring.

- Men det skal jo så også gælde danske chauffører, og jeg er helt med på, at der skal være fuldstændig lighed for loven uanset nationalitet, siger Karsten Nonbo.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078