Fluen strakte sig længe og så sig surt om i sin vindueskarm på vognmandens kontor. Den var uoplagt og havde lidt ondt i ryggen, selv om den ellers altid var morgenfrisk og roste sig af sit gode sovehjerte.

Bedre blev det ikke af, at der åbenbart var vild opstandelse i firmaet fra morgenstunden. Folk talte højrøstet sammen, og der var en kommen og gåen ud og ind, som slet ikke harmonerede med den rolige start på dagen, som fluen satte så meget pris på. Et kort øjeblik overvejede den faktisk at flytte, men man ved hvad man har…

Vognmanden så også ret ophidset ud, da han kom ind på kontoret. Han greb straks telefonen og blev endnu mere irriteret, da han åbenbart ikke kunne komme igennem til modtageren i den anden ende. Fluen kunne svagt høre, at der var ventemusik. Jo blødere tonerne lød, jo mere arrig blev chefen.

Derfor stod han endnu med røret i hånden, da bogholderen og en af chaufførerne kom ind på kontoret. De ventede lidt, indtil chefen med en utålmodig håndbevægelse viste, at de bare skulle sige frem.

- Vi har nu fået den efterlyst hos politiet. Den skal nok blive fundet. Det er de ret sikre på, sagde bogholderen.

- Men hvordan kunne det overhovedet gå til, spurgte vognmanden,

Chaufføren svarede. Jeg ved det ikke, da jeg kom og skulle af sted her til morgen, stod garagedøren på vid gab, og bil og det hele var væk.

Da chaufføren var gået skiftede vognmanden sindsstemning. Vreden havde forladt ham, og fluen kunne se, at han så bekymret ud. Til bogholderen sagde han:

- Én ting er, at vi har været udsat for et alvorligt indbrud og tyveri. Det har vi jo oplevet før, men denne gang er den store sikrede garageport jo ikke blevet brudt op. Den er fuldstændig intakt, og det kan kun betyde, at den er blevet åbnet med nøgle. Og alarmen er ikke gået i nat, altså…

Bogholderen havde også lagt to og to sammen og forstod, hvorfor chefen nu nærmest virkede lidt nedbøjet. Tillid var en afgørende vigtig ting for ham, og ligesom han selv gjorde sig umage for at være ærlig og troværdig, ventede han også, at han kunne stole 100 procent på sine ansatte. Den fornemmelse var vigtig for ham og afgørende for, hvem der blev ansat.

- Men foreløbig ved vi ikke præcis, hvad der er sket. Og vi må forholde os til, at tyveriet af den lastbil er alvorligt især på grund af den kanon-dyre last. Hvad skal vi sige til kunden. Det er jo IT-udstyr, som ikke alene er hamrende dyrt, men som der også er ventetid på og modtageren er helt hysterisk for at få det leveret, Det var jo derfor, at bilen stod lastet fra i går aftes.

- Jo, og ved du hvorfor vi fik den opgave? Fluen bemærkede, at vognmanden helt ubevist greb sin kam og begyndte at rede sit tynde hår, som han altid gjorde, når han følte sig hårdt presset. Dog kun på sit eget kontor.

- Det var fordi jeg personligt forsikrede dem om, at vi ville vogte over det læs med vores liv. Og nu er det væk. Hvad pokker skal jeg sige til dem? De går da totalt amok, når de hører, hvad der er sket.

Det kunne bogholderen ikke benægte. – Men du finder nok på noget. Du plejer jo altid at kunne redde situationen, når det ser allerværst ud.

- Ja, der er jo ikke andet for end at sige det, som det er.

Bogholderen var glad for, at det ikke var ham der var chef lige nu.

- Men det, som er ti gange værre er, at alt tyder på, at det en af vores egne, der har gjort det eller i hvert fald medvirket. Det piner mig virkelig, sagde vognmanden, og fluen kunne godt fornemme, at tillidsbruddet havde ramt ham som en højre lige i smasken.

- Nå, men jeg har prøvet at få fat på vores forsikringsmand. Vi må have noget at spille ud med overfor kunden…

I det samme bankede det på døren. En af de nyansatte, en helt ung mand, trådte usikkert ind.

- Det er min skyld, sagde han uden videre. - Jeg fik lov at bakke lastbilen ind i går, men jeg kunne ikke få den helt ind, fordi fejemaskinen stod i vejen. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle flytte den. Så derfor er porten ikke blevet lukket ordentligt, og alarmen ikke sat. Porten må være blæst op i nat. Jeg er ked af det.

Fluen kunne se, at vognmandens temperament øjeblikkeligt fløj op i det højrøde felt, men så fortog det sig. – Jeg er glad for, at du selv kommer og siger det. Måske er det også min skyld, at du ikke har fået instruktion nok og ikke har vidst helt, hvor vigtig den bil var. Så ok, lad os slå en streg over den sag, men husk til en anden gang: - Det er ikke forbudt at tænke sig om og heller ikke at bede om hjælp, hvis der er noget man ikke selv kan overskue.

Fluen kunne ligefrem mærke, hvordan lettelsen fra alle involverede bredte sig ud i lokalet. Og fluen vidste med sit speciale i wienerbrød, at den var hjemme, da en af pigerne fra kontoret kom løbende ind og råbte: - Den er fundet. Politiet har fundet lastbilen og fanget tyvene. Det var nogle professionelle typer, sagde de.

- Hvad med… vognmanden turde næsten ikke spørge… - læsset?

- Nåh, ja. Alt godset var intakt, sagde hun glad.

Mest glad blev chefen. - Wienerbrød til alle, råbte han. Og fluen nikkede bifaldende.