23948sdkhjf

Her har man flair for de specielle opbygninger

Serviceværksted har stor kompetence, når det gælder tippelad med høje sider

Serviceværksted har stor kompetence, når det gælder tippelad med høje sider



Med rødder tilbage i Fiskbæk Autotransport, der for et par år siden blev afhændet til Frode Laursen-koncernen, har man hos Fiskbæk Lastvogns-Service i Randers stor kompetence inden for køretøjer til transport af let bulkgods, der skal tippes.

Godt nok er virksomheden meget specialiseret i service, hvor det mere og mere er MAN lastvogne, som kommer på værkstedet, men virksomheden producerer også opbygninger. Og her har man netop vist sin kunnen.

Randers Stevedore ApS, der er hjemmehørende på Randers Havn, fik behov for tre nye lastvognstog til transport af let bulk gods, som skal tippes. Da lastningen samtidig sker fra oven, lød opgaven også på, at der skulle være åbningsbart tag, der skulle kunne åbnes ved tryk på en knap.

Fiskbæk Lastvogns-Service løste opgaven med opbygningerne og de tilhørende påhængsvogne, mens Scania Biler A/S sørgede for leverancen af de tre nye Scania R620 chassiser under opbygningerne.

Den store joker i denne leverance var tidsfaktoren, siger driftsleder John Hansen Fiskbæk Lastvogns-Service til Trans Inform.

Alle tre vogntog skulle være færdig til den første maj, hvor de skulle sættes i drift på en ny transportopgave. Men man nåede det og alle køretøjer blev leveret til det lovede tidspunkt.

Avancerede opbygninger

Opbygningen består på hver vogn af et tippelad med høje sider og en hydraulisk løftbar tagkonstruktion. Tippeladet kan tippe til venstre eller bagud.

Bagsmækken og venstre side er konstrueret med automatisk åbning, som et pendel, hvor den nederste del forlænger ladet vandret ud.

Dertil kommer tre nye treakslede AMT påhængsvogne med tippelad, der også er opbygget med høje sider og løftbart tag.

Påhængsvognene, der udelukkende kan tippe bagud, er meget lette og har en egenvægt på kun 6,7 ton så lasteevnen er hele 17,3 ton, og hele vogntogets lasteevne når op

på 28,2 ton, hvilket er et højt tal for et vogntog med tippelad, høje sider m.v.

Tagene er konstrueret, så de har en ramme, der går op i luften og ud mod højre. Samtidig sørger et sindrigt system ved hjælp af wirer for, at presenningen ruller sig sammen, så ladet på den måde bliver helt åben for lastning.

Samlet løsning

Systemet kendes fra eksempelvis svenske flis-biler, der ofte er bygget på den måde. Påhængsvognene er udstyret med bogielift på den forreste bagaksel, så der kan spares dæk og brændstof ved tomkørsel.

Alle opbygningerne samt påhængsvognene er leveret som en samlet løsning af Fiskbæk Lastvogn-Service i Randers, hvor driftsleder John H. Hansen fortæller, at der virkelig er gjort en indsats for få det højest mulige kvalitetsniveau frem på disse tre opbygninger.

De tre Scania-chassiser er leveret af Scania Biler A/S i Randers, hvor sælger Henrik Korsdal Pedersen har stået for salget, og de flotte lakeringer er lavet af Ringvejens Autolakereri i Silkeborg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063