23948sdkhjf

Karosserifabrik kører for fuld damp

Men ”Styrmanden” gennem mange år er nu på vej mod pensionen

Men ”Styrmanden” gennem mange år er nu på vej mod pensionen



Selv om Arne Jensen, tidligere ejer af Ravnstrup Vognsmedie, der for to år siden blev en del af SAWO koncernen, snart tager afsked med sit livsværk, er der sørget for driften fremover.

Og der er nok at se til. Det kører nemlig på fuldt tryk hos den jyske producent af små og mellemstore tippelad samt flere andre typer af ladopbygninger.

Arne Jensen arbejder faktisk stadig på sit lærested. Han var nemlig oprindeligt i lære i virksomheden som vogn- og beslagsmed. Dengang var det en mere blandet landsbysmedie, hvor man f.eks. byggede hestevogne og landbrugsredskaber om, så de kunne anvendes til at køre efter traktorerne.

I 1973 købte Arne Jensen sin tidligere læreplads som han sammen med sin kone, har drevet frem til en moderne producent af lad med speciale på de små og mellemstore tippelad.

I august 2005 blev generationsskiftet sikret, da Arne Jensen solgte hele virksomheden til SAWO A/S. En del af aftalen gik ud på at Arne Jensen langsomt skulle trappe ned, inden han ville stoppe helt til august i år.

- Nu er jeg kun sælger, så jeg er ophørt med alle de andre funktioner, som ellers altid har hvilet på mig, siger Arne Jensen med lunt smil.

Udbygget flere gange

Undervejs har Arne Jensen udvidet virksomheden flere gange. I 1975 blev der bygget en hal og senere, i 1984 kom en større hal til. For år tilbage overtog virksomheden også bygningerne i et nedlagt autoværksted ved den østlige indkørsel til Ravnstrup by.

Der har man nu karosseriarbejde, så som fremstilling af træ- og aluminiumssider.

Selve produktionen af tippelad er koncentreret omkring to-akslede lastvogne fra 3,5 ton og op til 18 ton totalvægt.

- Når vi kommer over 18 ton totalvægt, så tager NOPA, der også er en del af SAWO-koncernen, over, siger Arne Jensen.

Årligt produceres omkring 80 tippelad, som både monteres på lastvognschassiser og sælges direkte som halvfabrikata til andre opbyggere og lastvognsleverandører.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at det kan betale sig at producere tippelad i Danmark. Men det kan det. Det er kun nogle få komponenter, så som det hydrauliske stempel m.v., der købes ind fra leverandører i Italien.

Stor norsk interesse

Danske, for ikke at sige nordiske kunder, vil have deres helt egen specificering af opbygningen, og det kan man efterkomme hos karosserifabrikken i Ravnstrup.

Alle lad bliver normalt galvaniseret, så der sikres en stor holdbarhed. Det er noget, som bl.a. en del norske kunder har fået øjnene op for.

Ravnstrup Vognsmedie leverer rigtig mange tippelad og ladopbygninger til norske kunder, og det skyldes, at de norske kunder er meget godt tilfredse med produkterne. For at markedsføre produkterne i Norge, har Ravnstrup Vognsmedie ansat sin egen sælger på det norske marked med salgskontor i Oslo.

- Ud af den samlede produktion går ca. halvdelen til Norge, siger Arne Jensen.

- Der er store kunder i Norge, som har fået øje på vore produkter. Det være sig bl.a. institutioner som Statens Vegvesen, m.fl.

Alt tænkeligt

Gennem tiderne har Ravnstrup Vognsmedie lavet stort set alt, hvad man kan tænke sig. Bl.a. har firmaet produceret mange små hejselad, affaldsløsninger og fejebladsopbygninger til mindre og mellemstore lastvogne.

Markedet for små fejeblade har jo været meget i vækst i takt med, at behovet for bl.a. mange flere mindre entreprenørmaskiner er steget.

Mange ejere af disse maskiner har fundet ud af, at det ikke altid er den bedste løsning med en mindre trailer til flytningen af disse maskiner. Så har de i stedet anskaffet sig en lille lastvogn med fejebladsopbygning.

Der er i alt 20 medarbejdere i Ravnstrup Vognsmedie.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062