23948sdkhjf

Billige point til ministeren

Transportministeren betegner uansvarlige lastvognschaufførers adfærd som ødelæggende for politiske tiltag til forbedring af branchens vilkår.

Transportministeren betegner uansvarlige lastvognschaufførers adfærd som ødelæggende for politiske tiltag til forbedring af branchens vilkår.



Af Lars Lassen

Transportminister Flemming Hansen gik efter de billige politiske point, da han på DTL’s generalforsamling brugte TV2 indslag om uansvarlige lastvognschauffører til at dunke vognmandsbranchen i hovedet med erhvervets eget image.

- De chauffør-episoder, der blev vist i TV2 forleden vil jeg ikke acceptere. Der er tale om et meget alvorligt problem, når tv gentagne gange kan dokumentere, at chauffører ikke overholder helt elementære færdselsregler, sagde transportministeren vredt og fastslog at den slags billeder har en ødelæggende effekt på branchens generelle image i befolkningen.

- I realiteten er de også ødelæggende for mine og regeringens muligheder for at hjælpe og assistere lastbilerhvervet på et tidspunkt, hvor erhvervet står overfor store udfordringer, advarede Flemming Hansen.

Dermed valgte trafikministeren at lade en lille håndfuld uansvarlige lastvognschaufførers ufrivillige optræden i den bedste sendetid sværte et helt erhverv.

Det gav ganske vist ikke mange roser fra de tilstedeværende vognmænd. Men de barske ministerord var i forvejen sendt til JyllandsPosten, så ingen i den brede befolkning kunne tro transportministeren tog lastbilernes parti.

Skævt billede

Det ville ellers være forholdsvis nemt for ministeren, at påvise at TV2-magasinet Dags Datos udlægning faktisk er stærkt fordrejet.

En stor videnskabelig analyse ”European Truck Accident Causation” (ETAC), som EU har foretaget i samarbejde med den internationale vognmandsorganisation IRU viser nemlig, at lastbilchaufførerne er langt bedre trafikanter, end deres rygte.

Eksperter har analyseret mere end 600 trafikulykker med personskade, hvor lastvogne har været involveret.

Her får lastvognschaufførerne kun hovedansvaret for en femtedel af de alvorlige ulykker. Til sammenligning så viser analysen, at den afgørende fejl skal findes bag rattet i personbilerne i mere end tre femtedele af de 624 ulykker, der er undersøgt.

Alt andet lige burde de menneskelige fejl være nogenlunde ligeligt fordelt mellem lette og tunge trafikanter. Men lastvognschaufførerne lever altså i høj grad op til deres professionelle ansvar.

Til sammenligning har TV2 optrådt som vindueskigger på førerhusene på godt 350 lastvogne ifølge DTL. Heraf skal omkring 50 chauffører have udvist uheldig eller ligefrem ulovlig adfærd, spændende fra fortæring af franske hotdogs til snak i en alt andet end håndfri mobiltelefon. Dags Dato viste de fem mest grelle eksempler, som eksempelvis den chauffør, der valgte at lufte benene ud af vinduet i fuld fart.

Fast food

TV’s indslag gav anledning til hvasse kommentarer fra FDL allerede inden ministeren tog tråden op:

- FDL skal på ingen måde forsvare dumheder begået af lastvognschauffører, og man bør bestemt ikke sidde med benene i vinduet, som vi har set. Men jeg synes, det er utroligt, som alle fra justitsminister Lene Espersen, over DTL-direktør Erik Østergård til direktør Rene la Cour Sell fra Rådet for Større Færdselssikkerhed med flere i den grad lader sig manipulere af et TV-hold, som er ude at lege privatpoliti, udtaler vognmand Jørgen Jensen, der er medlem af bestyrelsen for Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL), der betegner TV2 indslag som stærkt ensidigt.

- Vi har desværre alt for mange af disse selvbestaltede trafikkontrollører, nærmest grænsende til det religiøst selvforherligende, hvor alle andre end én selv er syndere og trafikale idioter. Er en chauffør nødt til at indtage sin mad, mens vedkommende kører, siger det måske mere om chaufførernes arbejdsvilkår, herunder de strammede arbejdstidsregler, som jo i nogle tilfælde - hvis man skal tro pressen - også gør, at chaufføren er nødt til at besørge sin vandladning under kørslen. Hvad nu hvis den pågældende havde spist en fransk hotdog i stedet for sin mad. Spiser TV2-holdet mon franske hotdog eller måske is under kørslen, spørger Jørgen Jensen.

Hurtige ministerbiler

Han mener, at TV2 har redigeret virkeligheden, for at skabe et bestemt billede.

- TV har den magt, at man altid kan redigere med det formål, at bringe udvalgte grupper i et dårligt lys og få lige præcis det billede frem, som journalisten, produceren eller udsendelseslederen ønsker. Uden at gå i forsvar for de dumheder og/eller ulovligheder, der er vist på TV2, tør jeg godt påstå, at TV2 kunne tegne præcis det samme billede af alle andre trafikant-gruppers trafikale bommerter.

Det være sig højresvingende ministre, hastighedsovertrædelser af ministre og politichefer, fartkontroller ved skolestart, hvor alle forældre gøres til fartgale monstre, siger Jørgen Jensen.

Transport- og energiminister Flemming Hansen valgte at følge mediestrømmen og opfordrede i kraftige vendinger Dansk Transport & Logistik til at tage hånd om problemet.

- Det ville være klædeligt, hvis DTL vil gå foran i denne proces, der utvivlsomt kræver en tæt dialog med alle erhvervets interessenter – herunder chaufførernes fagforening, sagde Flemming Hansen.

Der kom dog ingen konkrete forslag til, hvordan vognmanden overvåger chaufføren i løbet af en lang arbejdsdag bag rattet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063