23948sdkhjf

Her går det godt

Masser af vanskelige udfordringer for DTL-virksomhederne, men grundlæggende går det bedre end, det har gjort længe. Så formanden Jørgen Egeskov kunne i sin beretning på generalforsamlingen i Aalborg den 12. maj slå de lidt mere optimistiske toner an samtidig med, at han måtte erkende, at der ikke mindst på image-siden er nok at slås med

Masser af vanskelige udfordringer for DTL-virksomhederne, men grundlæggende går det bedre end, det har gjort længe. Så formanden Jørgen Egeskov kunne i sin beretning på generalforsamlingen i Aalborg den 12. maj slå de lidt mere optimistiske toner an samtidig med, at han måtte erkende, at der ikke mindst på image-siden er nok at slås med



Af Finn Bruun

Vi har været vant til at det forholder sig med vognmænd lidt som med landmænd. Selv i gode år plejer man at klage alligevel – for en sikkerheds skyld. I år brød DTL-formand Jørgen Egeskov med den forsigtighed og fastslog på baggrund af en fin konjunktur-analyse, at det ”ikke er så ringe endda”. Ja, han gik så vidt som til at kræve respekt for transportbranchen.

Faktisk trodser vognmandsvirksomhedernes optimisme forudsigelserne om, at opsvinget er ved at gå langsommere.

- Det går godt. Det kunne gå bedre, men det går fremad. Og overskuddet taget over én kam er stigende, lød det fra Jørgen Egeskov, som erkendte, at det kunne lyde selvsmagende, men alligevel fastholdt: - Uden os ville alt gå i stå. Vi fortjener ros og samfundets respekt.

Derfor gik han stærkt imod enhver hovsa-lovning på baggrund af spektakulære medie-sager. Og han nævnte i den forbindelse dyretransporter.

- Vi har set forfærdelige ting, som ingen kan acceptere. Dyr skal behandles ordentligt – det er uden for enhver diskussion. Og det gør langt de fleste dyretransportører også. Dette er nemlig også uden for enhver diskussion.

- Derfor springer dyretransporter alligevel i øjnene, når vi taler om lovgivning på baggrund af enkeltsager og brodne kar – på to måder. Dels de forfærdelige eksempler, vi alle har været vidner til i den bedste sendetid, dels den klippekortordning, som politikerne – på baggrund af de brodne kar – nu har gjort så stram, at mange seriøse dyretransportører kraftigt overvejer, om det er umagen værd, sagde Jørgen Egeskov med henvisning til, at man risikerer klip for ganske små fejl, så man meget let kan løbe ind i et klip, selv om man gør sig umage.

Undgå panik

- Det er paniklovgivning, og vi kan kun opfordre til, at ministre og politikere bruger den sunde fornuft mere – og til at have mod til at turde gøre det – end at de reagerer på enkeltsager, fordi de lugter stemmer i at optræde håndfast på TV i negative enkeltsager, sagde han og stillede nogle kontante spørgsmål:

- Hvor klogt er det at være håndfast for at fiske stemmer, hvis konsekvensen er, at nogle af de dygtige og seriøse stopper, og at dyretransporter herefter i stigende grad varetages af billige, udenlandske transportører? Gavner det dyrene? Gavner det den danske transportbranche? Gavner det det danske samfund?

Og han svarede selv:

- Jeg kalder det at skyde sig selv i foden på samme måde, som vi så i køre-hviletids-sagen, hvor politikerne – også opildnet af medierne – vedtog nogle helt urimeligt høje bøder, der f.eks. betød, at en chauffør kunne få en bøde på 3.000 kr. og en vognmand på 6.000 kr., hvis et navn var skrevet sjusket på en køreskive. Derfor håbede han, at reglerne for dyretransportreglerne kan nå at blive ændret i forhold til det nuværende lovforslag. Det lykkedes jo at køre-hviletidsreglerne lempet.

Blandt verdens mest produktive

Jørgen Egeskov var således ikke i tvivl om, at det er masser at vanskeligheder at tage fat på, men indsatsen kan ske fra et positivt udgangspunkt: Godsmængderne stiger og stiger, og lederne af de danske transportvirksomheder er slet og ret dygtige til at lede deres virksomheder – og til at udnytte de gode tider.

- Vi har i Danmark en pålidelig og effektiv transportbranche. For nogle transportvirksomheder har omkostningerne dog været større end forventet med deraf følgende tab på bundlinjen, men et flertal tjener penge. Undersøgelser viser da også, at Danmark har en af verdens mest produktive transportbrancher.

- Så jeg tør godt samlet set konkludere, at de danske transportvirksomheder ved, hvad de har med at gøre, og at de er et vigtigt hjul i det danske samfund, sagde Jørgen Egeskov.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097