Atlet slanker produktionen
Svensk gaffeltruckproducent indfører ’Lean Manufacturig’, der stiller store krav til logistikken
Af Lars Lassen
Produktionsingeniør Frank Beno, Atlet AB, lægger ikke skjul på at han ikke bryder sig om de typiske skandinaviske oversættelser af det engelske ord ’lean’, der vel nærmest betyder ’mager’.
- Det giver associationer til nedskæringer og rationaliseringer. Men det det giver en forkert og alt for snæver indgang til begrebet i produktionsmæssig sammenhæng, siger Frank Beno ivrigt.
Den unge maskiningeniør, der har en fortid i industrigiganten Electrolux, kom til Atlet ved Gøteborg i 2002, hvor han har haft ansvaret for produktionsplanlægningen frem til årsskiftet i år.
Her begyndte det familieejede Atlet AB, der har specialiseret sig i eldrevne lagertrucks, den lange proces med omstillingen til ’lean’ eller Toyota-metoden, som den japanske produktionsfilosofi også er kendt som.
Det skyldes at ’Lean manufacturing’ har sin oprindelse i den produktions styrings filosofi, der blev udviklet i forbindelse med produktionen af biler hos Toyota op gennem 1960’erne og 1970’erne.
Toyota-princippetGroft sagt handler ’lean’ – som alle andre management filosofier – om at fjerne overflødige omkostninger. I ’lean’ sker det via et konstant fokus på eliminering af spild. Men ’lean’ stopper ikke her. Processen fokuserer også på en ensartet standardiseret produktionsmetode. Det sikrer dels en ensartet kvalitet til gavn for kunden og dels, at produktionstid og -omkostninger holdes nede.
Hos Atlet AB, har man navngivet projektet ’Atlet Operating System. AOS afløser et tidligere program ’Tuben’, hvor man fokuserede på effektiviseringer gennem øget ansvar til medarbejderne ’på gulvet’.
- Allerede her gik vi over til supply chain management. Som en virksomhed, der overlader praktisk taget al tilvirkning af dele til underleverandører, så er vi naturligvis afhængige optimal logistikstyring. Her må vi sige, at vi allerede i dag har nået et højt niveau, og vores underleverandører og transportører er meget dygtige til at levere ’just in time’. Derfor har vi også kunne reducere vores lageromkostninger over de senere år. Men vi forventer, at ’lean’ vil føre til yderligere forbedringer på lagersiden og derfor vil det også stille endnu større krav til vores underleverandører i fremtiden, vurder Frank Beno.
Mental omvæltning’Lean’ er ikke kun en række værktøjer og fokusområder. Det vigtigste element – og derfor også det sværeste at indføre – er den helhedsbetragtning, som hele produktionen skal underkastes – af alle medarbejdere.
- Det starter med respekt for det enkelte individ. Der er ingen jobs, der er mere betydningsfulde end andre, og alle har ansvar for helheden. Det betyder, at medarbejderne selv tager ansvaret for at problemer bliver løst, når de opdager dem. De kan ikke bare ignorere problemet og sige at ’det er ikke mit problem’. Det betyder, at direktøren selv samler et tabt papir op og ligger det på plads eller smider det ud, hvis det ikke skal bruges mere, forklarer Frank Beno.
Han erkender, at det kræver en mental omstilling af de store.
- Der er nogen eksperter, der hævder, at det tager 15 år, at gennemføre ’lean’. Det er nok ikke helt forkert. Målsætningen er, at alle deltager aktivt i Atlet Operation System og systemer er integreret i den daglige produktion. Det forudsætter naturligvis, at alle medarbejder ikke bare har indsigt i principperne i AOS og de forskellige metoder i systemet, men også at de faktisk anvender metoder og værktøj i deres egen del af organisationen. siger Frank Beno.
Et af elementerne er den detaljerede beskrivelse af hver enkelt produktionsprocessor og hvordan man gennemfører denne. Derfor er man allerede nu langt fremme med ’opslagstavler’ ved hver enkelt montagestation, hvor ’produktionsmanualen’ – der er udarbejdet af gruppen i fællesskab - er frit tilgængelig for alle.
- Bare sådan en ting, som hvordan en montagestation ser ud når man går hjem har stor betydning. Vi kører i toholdsskift og næste hold skal ikke spilde tid på at lede efter et bestemt værktøj, hvis det konsekvent placeres på sin plads, forklarer Frank Beno ivrigt.
Begrænsninger’Lean’ er ikke noget mirakelmiddel og indførelsen af princippet har i andre virksomheder givet anledning til betydelige gnidninger. Især når principperne er forsøgt indført på andet en egentlig samlebåndsproduktion.
Det er man opmærksomme på hos Atlet i Gøteborg og produktionen af de mere specialbyggede trucks er med vilje holdt uden for ’lean’-revolutionen.
Atlet AB beskæftigede lige ved 1000 medarbejdere i 2006. Heraf er omkring 450 beskæftiget ved moderselskabet i Mölnlycke ved Gøteborg. Koncernen nåede en nettoomsætning på knap 1,7 mia. SEK.
Fabrikken producerer efter ’build to order’, hvilket minimerer lagerholdet. Atlet eltruck hører til i den dyre ende af markedet og kvaliteten følger med prisen.
- Vores specialiserede produkter til lagerbrug bliver mere og mere interessant i takt med at løn og lejeomkostningerne stiger på det pågældende marked, fortæller Frank Beno.
Derfor har Atlet i de senere år også udbygget markeder i Østeuropa, hvor man i dag har en ganske respektabel afsætning i de baltiske lande og Rusland.