Vandt i hård konkurrence
I et meget stærkt felt af finale-virksomheder blev det Alex Andersen Ølund A/S, som hjemtog titlen som Årets Transportvirksomhed i DTL
Udslagsgivende var en visionær strategi, en målrettet mission om at blive totalleverandør af kvalitetstransporter med potteplanter til kunder i Skandinavien og Europa, en professionel udnyttelse af it-platformen, uddannelsesprogrammer for medarbejdere og ikke mindst en imponerende vækstrate siden etableringen i 1964.
Alex Andersen Ølund er ubestridt Danmarks største blomstertransportør. Virksomheden beskæftiger, efter opkøbet af konkurrenten Ove Østergaard A/S, 350 medarbejdere og har 250 lastbiler på landevejen hver dag med friske blomster og potteplanter til detailhandlen i Danmark og resten af Europa.