Renault serviceværksted overtages af Hessel
Ejner Hessel A/S får Renault serviceværksted i Aarhus
Ejner Hessel A/S, fortsætter ekspansionen, og føjer endnu et værksted i Århus til de i forvejen 16 afdelinger i det midt- og nordjyske.
Fra den 1. september 2007 overtager Ejner Hessel virksomheden K. Søndergaard's Eftf., som er beliggende i Århus og beskæftiger ca. 20 mand. K. Søndergaard's Eftf. stammer tilbage fra 1910, hvor indehaveren Henrik Zaremba´s bedstefar udførte reparationer af hestevogne. Senere blev det til hyrevogne og derefter lastbiler. Virksomheden omsatte sidste år for ca. 28 millioner.
Virksomheden er autoriseret Renault Trucks lastbilværksted og laver ud over service af lastbiler også reparationer af andre lastvognsmærker samt på trailere og anhængere. Virksomheden har også tidligere været autoriseret serviceværksted for Mercedes-Benz lastbiler i en periode fra starten af 1950'erne frem til 1987.
Henrik Zaremba fortsætter som daglig leder frem til udgangen af 2008, hvor firmaet flytter ud til et helt nybygget lastbilcenter sammen med Ejner Hessels nuværende lastbilaktiviteter i Århus. Salgsdirektør i Ejner Hessel A/S, Steen Hessel, udtaler: ”Hermed skabes det mest moderne og fleksible lastbilværksted i Århus. Vi vil kunne reparere alle typer lastbiler samt trailere og påhængsvogne. Den nye afdeling vil komme til at ligge i det nye transportcenter vest for Århus, og vi vil fra starten beskæftige ca. 70 mand på denne nye Ejner Hessel lokation.
Overtagelsen af K. Søndergaard's Eftf. får ingen konsekvenser for de nuværende kunder,” slutter Steen Hessel i pressemeddelelsen.
Hos Renault Trucks Danmark bekræfter direktør for eftermarkedet Chr. Devantier, at der er indgået aftale med Ejner Hessel-koncernen om at K. Søndergaards Eftf. Fortsætter som Renault serviceværksted under det nye ejerskab.