Leif Dinesen ud af direktionen i Comet
Vognmand Leif Dinesen, er den første maj udtrådt af direktionen i Comet-Transport ApS i Rødekro.
I stedet er Palle Pedersen, Padborg, indtrådt i selskabets direktion. Comet Transport ApS, der er et ca. elleve år gammel selskab, overtog for et par år siden de sidste lastvogne fra det konkursramte CL Transport A/S og anskaffede sig i 2005 51 nye Renault Magnum trækkere samt 62 nye trailere.
I august sidste år blev virksomheden solgt til Fair Trans Holding A/S i Kliplev. Comet Transport ApS råder over 51 tilladelser til godstransport mod betaling og kører ifølge et dugfrisk opslag på Færdselsstyrelsens hjemmeside i øjeblikket uden ansvarlig leder. Leif Dinesen er i dag engageret i Comet Bjergning og Handel ApS, der er hjemmehørende i Padborg, og som råder over syv tilladelser til godstransport mod betaling med Leif Dinesen som ansvarlig leder.
Snart ny ansvarlig lederHos Fair Trans udtaler direktør Hans Jørgen Hansen til TTN, at advokaterne har været i gang i længere tid med denne opgave og netop nu er ved at lægge sidste hånd på at få den nye ansvarlige leder på plads. Men fordi der både er et dansk og et tysk selskab, har det taget længere tid end beregnet.