DTL advarer mod dyreklippekort
Klippekort til dyretransportører vil få store konsekvenser advarer DTL over for Folketingets Fødevareudvalg.
DTL afleverede i går sammen med Dansk Erhverv afleveret seks klare budskaber til Folketingets fødevareudvalg om, hvordan den kommende klippekortsordning for dyretransportører bør udformes.
1. Erhvervet støtter lovforslaget om, at der skal seks klip til, før en virksomhed kan miste retten til at køre dyr ubetinget. Det er fordi, klippekortordningen lægges på toppen af nogle i øvrigt ret klare bestemmelser om, at man mister retten til at transportere dyr, hvis dyrene mishandles, behandles groft uforsvarligt eller anden gang behandles uforsvarligt. De bestemmelser er nok til at få fjernet langt de fleste brodne kar i branchen. Desuden var de seks klip, hvad en arbejdsgruppe om klippekortet nåede frem til i enighed mellem myndigheder, erhverv, dyreværnsfolk og veterinæreksperter. Klippekortet vil også skævvride konkurrencen til ulempe for de store virksomheder, som hurtigere kommer i klemme, fordi der alt andet lige laves flere fejl, hvor der er flere hænder og flere biler.
2. Samspillet mellem landmand og chauffør skal forbedres. Landmanden skal pålægges klare forpligtelser om oplysningerne til chaufføren om dyrenes vægt og transportegnethed. DTL støtter derfor lovforslagets intention om vejesedler fra landmand til chauffør før læsning af dyrene. Desuden opfordres til, at der laves en ordning, hvor landmanden, der kender dyrene bedst, skal isolere de dyr, der kun er måske transportegnede.
3. I sager om uforsvarlig behandling af dyrene bør der være en forældelsesfrist mellem første gang og andengangs tilfældet, hvor dyretransportøren dømmes ude. En sådan frist, der ikke fremgår af lovforslaget, kunne sættes til tre år – svarende til forældelsesfristen for et klip under den almindelige klippekortordning.
4. Folketinget og justitsministeren opfordres til meget nøje at vurdere, hvorledes man i praksis har tænkt sig at håndtere ordningen over for de udenlandske transportører. Efter erhvervets opfattelse er der ikke er tilstrækkeligt styr på denne del, som reelt vil kunne betyde, at ulovligheder flyttes over på de udenlandske biler, mens danske virksomheder lukkes på grund af klip i autorisationen.
5. DTL kræver en evaluering af en vedtaget lovændring senest seks måneder efter, loven er trådt i kraft. Belært af erfaringerne fra forløbet med køre- hviletidssanktionerne - hvor erhvervet brugte over et halvt år på overhovedet at få myndighederne på banen - ønskes, at myndighederne pålægges at iværksætte evalueringen. Det i lyset af, at det forventes at få ganske alvorlige konsekvenser for erhvervet med virksomhedslukninger med mere.
6. Der ønskes langt mere detaljerede statistikker fra politiets og veterinærmyndighedernes side om arten af overtrædelser: Har der har været tale om mishandling, groft uforsvarlig behandling, uforsvarlig behandling eller tilfælde under klippekortordningen. Og om der har været tale om privat contra erhvervsmæssig kørsel, om kørslen er sket til/fra slagteri, marked, avlsgård mv., og om køretøjet har været udenlandsk eller dansk osv. Oplysningerne skal bruges både til at evaluere lovens virkninger, og når organisationerne skal identificere problemet hos deres medlemmer.
7. Levebrødet i fare
- Fødevareudvalgets medlemmer lyttede aktivt og stillede spørgsmål, som viste, at man havde forstået budskaberne – og formentlig også vil reagere på nogle af dem, udtaler DTLs vicedirektør Morten Lindbo, der var talsmand i deputationen for fødevareudvalget ifølge en pressemeddelelse fra DTL.
»Men alle skal huske på, at vi i dette tilfælde har en parlamentarisk situation, hvor ministeren siden 2002 har været låst fast på et flertal uden om regeringen. Det flertal består af oppositionen og Dansk Folkeparti. Vi har i dag forsøgt at appellere til udvalgets fornuft og lappe på, at der begås de værst tænkelige fejltrin. Og der er fortsat grund til optimisme – selv om skriften på væggen for erhvervets fremtidige vilkår for dyretransporter bliver alt tydeligere. Det ulykkelige er, at klippekortordningen – udover at fjerne transportørernes levebrød – river hele den danske svineproduktion og slagterivirksomhed med sig, siger Morten Lindbo.
Forslaget forventes vedtaget af Folketinget inden sommerferien.