DTL bakker trafiksikkerhedsplan op
Ny ambitiøs plan skal sikre færre ulykker i trafikken i de kommende år.
I 2012 skal der være under 200 dræbte, under 1850 alvorligt tilskadekomne og under 2100 lettere tilskadekomne. Det er målsætningen for Færdselssikkerhedskommissionen, der i går offentliggjorde 100 forslag til tiltag, der skal give bedre trafiksikkerhed i Danmark frem til 2012.
Vognmandsorganisationen Dansk Transport og Logistik, er repræsenteret i Færdselssikkerhedskommissionen ved adm. direktør Erik Østergaard, der har været med til at udvælge de 100 forskellige indsatser.
- Det er en meget seriøs handlingsplan, som giver helt konkrete forslag til, hvordan vi kommer videre i det forebyggende arbejde mod endnu færre dræbte i trafikken. I handlingsplanen står meget tydeligt, at færdselssikkerhed begynder hos den enkelte, men skal løses i fællesskab. Det betyder, at de 100 forslag til indsatser for en bedre trafiksikkerhed skal løftes samlet af både staten, kommunerne og lokale aktører, udtaler Erik Østergaard i en pressemeddelelse.