Aabenraa Havn i 750 år
Det er i denne tid hele 750 år siden, at Aabenraa Havn for første gang blev omtalt i historiske kilder, oplyser havnen, som har haft fine resultater i 2005 og 2006.
Første gang, Aabenraa Havn nævnes i historien, er den 3. maj 1257, hvor kong Christoffer Den Første gav munkene i Løgumkloster toldfrihed, når de anløb Skibbroen i Aabenraa. Allerede fra begyndelsen af middelalderen sejlede skipperne fra Aabenraa til Lübeck, Wismar, Stralsund og Rostock. Op igennem historien har Aabenraa Havn med skibsbyggeri og handel betydet beskæftigelse, velstand og inspiration fra hele kloden.
Effektiv erhvervshavnAabenraa Havn fremhæver, at havnen har overlevet urolige tider i historien og i dag er en effektiv erhvervshavn med et godt tilbud til søtransporten. Havnen tilbyder alle de faciliteter, der kendetegner en moderne erhvervshavn. Vanddybderne varierer mellem 4 og 11 meter, og havnen kan besejles af skibe på op til 250 meters længde. Aabenraa Havn har moderne ro-ro faciliteter og i alt mere end 2 km kajanlæg.
Der er tankskibsbroer med terminaler for flydende gods. Havnen råder over moderne håndteringsudstyr, herunder tre havnemobilkraner med stor kapacitet, og forventningerne til fremtiden er store.
- Vi kommer til at se nye transportformer, og havnen står godt rustet til at imødekomme fremtidens krav, siger havnechef Niels K. Kristiansen, som venter, at f.eks. de nye "motorveje til søs" vil kunne nedbringe trængslen på vejene og skabe fremgang for godstrafikken over havn.