Der var på forhånd lagt op til svære forhandlinger på arbejdsmarkedet, da overenskomsterne skulle fornys.

Dels var de høje direktørlønninger og store million-bonusser hurtigt blevet et diskussions-tema, og dels er der stor travlhed og mangel på arbejdskraft i virksomhederne. Det var alt sammen med til at presse forventningerne til en gylden overenskomst i vejret.

Og der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne har ret, når de siger, at det i kroner blev en kostbar løsning, selv om de kæmpede en ualmindelig lang og hård kamp for at holde omkostningerne nede. Resultatet af urafstemningen viser, at det på nogle områder ikke var nok med de pæne lønstigninger og andre goder. Hele 3F-området stemte nej til mæglingsforslaget, og selv om det ikke er nok til at trække hele LO-området i storkonflikt, og selv om nogen måske har spekuleret i, at deres personlige nej nok ikke ville vælte læsset på grund af den stærke ja-tradition i andre store forbund, så viser utilfredsheden noget om, hvor vanskelig en opgave det har været at få enderne til at mødes ved forhandlingsbordet hos forligsmand Asbjørn Jensen.

Men det viser også en anden ting. Nemlig styrken af den danske model. At arbejdsmarkedets grundlov, som blev til for omkring 100 år siden i princippet holder i dag. At det i Danmark ikke er regering og Folketing, der regulerer tariffer og aftaler, men de parter, som selv som har skoen på, og som ved, hvor den trykker. Det respekteres af det politiske system, som nødigt griber ind selv ved storkonflikt - med mindre afgørende samfundsinteresser trues.

Omvendt ved arbejdsmarkedets parter også, at de forventes at udvise en passende ansvarlighed, så de ikke med deres aftaler lægger gift for landets økonomiske politik. Men det sidste giver sig selv et langt stykke hen ad vejen, alene fordi lønmodtagere og arbejdsgivere har forskellige interesser. Modsætningerne er klare. Den ene part vil gerne have som meget som muligt med i posen, og den anden part ønsker at slippe som billigt som muligt.

Men i de senere år har der bredt sig en mere moderne forståelse parterne imellem. Hvis vi i fællesskab sørger for at kagen bliver større – at virksomhederne klarer sig bedre konkurrencemæssigt – så er der også mere at dele ud af. Og her spiller det nok også en rolle, at store grupper på arbejdsmarkedet f.eks. i industrien og på HK-området har ret til lokale lønforhandlinger undervejs i det tre-årige overenskomstforløb – en mulighed man ikke på samme måde har på normalløns-området, hvortil de store transport-overenskomster hører.

Lige så interessant er det at bemærke, hvor stor en rolle et tema som uddannelse og øget kompetence spiller for begge parter. Arbejdsgiverne har altid ønsket, at medarbejderne skal være så velkvalificerede som muligt. Men fra arbejdstager-side er det også blevet et must at sikre sig, at man ikke alene er godt rustet til at klare sig nuværende job, men også er uddannelsesmæssigt klædt på til at følge med i de store forandringer, der hele tiden sker i erhvervslivet. Den internationale konkurrence og globaliseringen stiller krav til virksomhederne om, at deres handlekraft og omstillingsevne skal være skarpsleben, og det samme oplever mange lønmodtagere gælder for deres ”vare” – arbejdskraften. Den skal også kunne stå distancen i global sammenhæng.

Noget tilsvarende gælder for fleksibiliteten.

Så længe danske arbejdsgivere og danske lønmodtagere forfølger det samme overordnede mål – at vi skal klare os godt i konkurrencen og skabe fornuftige vilkår i hverdagen - så viser den danske model sin styrke. Så er der håb for, at vi også på længere sigt både kan bevare velfærden og et godt miljø og samtidig udvikle konkurrence-evnen.

Det kræver naturligvis også, at politikerne gør deres del af arbejdet. I første omgang må man sige, at regeringen har klaret sin del af opgaven. Økonomien er bundsolid og fortsat sprudlende. Nu har arbejdsmarkedet så kvitteret og leveret sin fornuftige løsning.

Det er faktisk et godt udgangspunkt for fremtiden.