Transportcentre har vokseværk
De danske transportcentre har succes. De har travlt, de er ombejlede, og for flere og flere af dem begynder det nu for alvor at knibe med pladsen – både når de gælder egne arealer og grunde i nærområdet. Andre steder skyder kommunen jord ind.
Af Finn Bruun og Lars Lassen
Således siger direktør Thomas Elm Kampmann, Skandinavisk Transportcenter i Køge: - Vi har en desperat mangel på jomfruelig jord. Og det på trods af, at man lige har byggemodnet et stort areal. Årsagen er, at transportcentret på ser ud til at være magnet for en klyngedannelse på transportområde i Køge og omegn.
Heller ikke i Padborg er der ledig erhvervsjord foreløbig. - Faktum er, at der ikke er mere industrijord til salg i Padborg, og en række firmaer, som eksempelvis Termotransit, Lastas, PNO og LB Bilsyn, har eller er i gang med at placere sig i byen. Det betyder også, at de attraktive placeringer op til motorvejen er væk og der er så at sige fuldt hus, fortæller Ole Skovlund, Erhvervenes Hus i Aabenraa.
I det kommende Transportcenter Aarslev er salget af jordarealer i er gået så godt, at den første halve million kvadratmeter for længst er udsolgt.
AlbuerumPå DTC ved Vejle fastslår adm. direktør Henry Dyrlund at transportcentre har brug for albuerum.
- Den vækst, der er i godsmængderne betyder at behovet for transportcentrene ikke bliver mindre i fremtiden – tvært imod. Hvis transportcentrene skal følge med udviklingen, kræver det naturligvis plads – både på kort og længere sigt. Det er utroligt vigtigt, at man ikke kommer til at mure sig inde. Det gælder ikke kun af hensyn til egne vækstmuligheder i forhold til nye lejere, men der skal også være plads til at de virksomheder, der allerede er placeret på transportcentrene, kan vokse, siger Henry Dyrlund.
DTC er i øjeblikket i fuld gang med at projektere nye p-pladser til det kommende modulvogntogsforsøg, da de eksisterende p-pladser er for korte.
DTC har dog for længst sikret sig plads til vækst.
- Vi har vel stadig plads til en 12-15.000 etagemeter byggeri inden for DTC’s nuværende rammer. De kan selvfølgeligt hurtigt få ben at gå på. Men vores eneejer Kirkbi A/S ejer arealer syd og øst for transportcenteret, så vi kan vokse ud over det nuværende areal, når behovet opstår, siger Henry Dyrlund, som i dag møder forståelse for centrets behov i det nye byråd i Vejle.
- Der har været en årrække, hvor man har haltet bag efter udviklingen af industrijord i Vejle Kommune. Sammenligner man med det, som man har opnået nede ved Fredericia, så er det klart at det har kostet erhvervsudvikling, og det betyder formentlig også, at transportcenteret har mistet noget spin off effekt, siger Henry Dyrlund.