Simulatorcenter åbnet
Europas mest avancerede lastbilsimulatorcenter taget i brug på DTC
På trods af den kraftige skepsis mod anvendelsen af simulatorer, så har den mobile lastbilsimulator ubetinget været en succes. Det medførte, at man i maj 2005 besluttede at etablere et egentligt simulatorcenter på DTC i Vejle.
I fredags kunne Direktør Magnus Købke og hans medarbejdere så tage det nye simulatorcenter i brug. Foreløbig råder man over to stationære simulatorer, men simulatorcenteret er bygget så der allerede er plads til, at der kan indsættes yderligere to stationære simulatorer. Ud over at have etableret et regulært simulatorcenter har TSU Lastbilsimulator A/S også investeret i en hel ny mobil lastbilsimulator, der skal supplere den første.
Pris 14 mio. kr.De nye lastbilsimulatorer har kostet 14 mio. kroner og er finansieret af Transportens Uddannelsesfond. Indvielsen skete med maner, hvor Vejles borgmester Leif Skov kørte med den ene simulator mens formand for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen kørte med den anden. Med det nuværende antal lastbilsimulatorer har TSU Lastbilsimulator A/S en årlig kapacitet på ca. 5.000 kursister.
På fotoet ses formand for Havarikommissionen Sven Krarup Nielsen og simulatorinstruktør Benny Bay Nielsen TSU Lastbilsimulator.